Faktaboks

Beppe Grillo

Giuseppe Piero Grillo

Født
21. juli 1948

Beppe Grillo er en italiensk skuespiller, blogger og politiker, der i 2010 grundlagde Femstjernebevægelsen, MoVimento 5 Stelle (M5S), som er blevet et stort politisk parti i Italien.

Grillo fra satiriker til partistifter

Beppe Grillo blev en populær satiriker i 1980'erne med sine ofte stærkt politisk ladede tv-shows, som til sidst fik ham udelukket fra tv.

Fra 2000-tallet skrev Grillo om politik i sin blog, og i 2010 grundlagde han Femstjernebevægelsen, MoVimento 5 Stelle (M5S), der har som sit erklærede mål at rydde op i det korruptionsplagede italienske politiske system.

Det ræsonnerede godt hos de italienske vælgere, og partiet fik meget opmærksomhed og opnåede hurtigt opbakning.

Valget i 2013

Ved det italienske valg i 2013 fik M5S 25 % af stemmerne. Grillo selv stillede ikke op, idet han har en dom for manddrab efter en trafikulykke i 1980; M5S tillader ikke tidligere straffede personer at stille op.

Beppe Grillo stod for en populistisk linje og arbejdede for en total omvæltning af Italiens politiske system. Han afviser at samarbejde med de etablerede politiske partier, hvilket bidrog til en politisk lammelse af Italien efter valget i 2013, hvor hverken højre- eller venstrefløjen blev i stand til at danne regering.

Femstjernebevægelsen får ny ledelse, 2017

Han trak sig formelt som leder af Femstjernebevægelsen i 2017 og overlod pladsen til den langt mere pragmatisk indstillede Luigi Di Maio. Ved valget i 2018 opnåede partiet 32,7 % af stemmerne og under Di Maios ledelse gik partiet i regering med det højre-populistiske parti Lega.

Selvom Grillo har trukket sig fra det formelle lederskab præger han fortsat Femstjernebevægelsen. Han har siden fortsat sit politiske virke i den mere symbolske rolle som garant for bevægelsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig