Bent Mejding

Faktaboks

Bent Mejding
født:
14. januar 1937

Bent Mejding, f. 14.1.1937, dansk skuespiller, sceneinstruktør og teaterleder; gift med Susse Wold. Efter debut på Folketeatret viste han i begyndelsen af 1960'erne sit talents spændvidde i en række roller på Det Ny Teater.

I 1961 grundlagde Bent Mejding Ungdommens Teater, der 1964 fik til huse på Allé-Scenen, og hvis førende skuespiller og iscenesætter han blev. I sit fortrinsvis moderne engelske repertoire markerede han sig stærkt som vittig, elegant lystspilskuespiller, bl.a. sammen med Susse Wold i Privatliv (1971 og senere), men også i det alvorlige rollefag samt i musicals.

Bent Mejding har med Susse Wold optrådt i forestillingen At elske sin skæbne, bygget på Karen Blixens Breve fra Afrika (1914-31), og i A.R. Gurneys Kærestebreve på hhv. Det Ny Teaters Sceneriet (1998) og på Privatteatret (2000).

Hans direktorat ophørte 1980, men 1992-97 ledede han sammen med Niels-Bo Valbro (f. 1956) Det Ny Teater, som genåbnede i 1994 efter en omfattende ombygning.

Mejding har også iscenesat på bl.a. Det Kongelige Teater og spillet flere roller på tv, fx i tv-serierne Matador (1978-82) og Edderkoppen (2000). På film har han især gjort sig bemærket med sadistisk farvede roller i Tro, håb og kærlighed (1984) og Drømmen (2006).

Bent Mejding udsendte i 2012 sin selvbiografi Mit liv som papegøje.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig