Bent Jensen

Faktaboks

Bent Jensen
født:
1938

Bent Jensen. Fotografi fra 2002.

.

Bent Jensen, f. 1938, dansk historiker, oprindelig uddannet som elektriker; dr.phil. 1979 og professor ved Syddansk Universitet 1980-2008; leder af Center for Koldkrigsforskning fra 2007 til nedlæggelsen i 2010.

Bent Jensen beskæftigede sig oprindelig som historiker især med dansk-sovjetiske forhold og har herom bl.a. skrevet Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle (1984) og Bjørnen og haren: Sovjetunionen og Danmark 1945-1965 (1999). Siden har han udvidet fokus til at omfatte det fulde omfang af den stalinistiske undertrykkelse i Gulag og glemsel (2002) og Stalin: En biografi (2005). Ulve, får og vogtere, 1-2 (2014) sætter fokus på den kolde krig i Danmark.

Bent Jensen deltager ofte i den offentlige debat og var 1989-91 politisk redaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Efter en otte år lang retssag blev han i 2015 ved Højesteret dømt for injurier mod den danske journalist Jørgen Dragsdahl (f. 11.5.1949), som han havde beskyldt for at være agent for den daværende sovjetiske efterretningstjeneste KGB i 1970'erne og 1980'erne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig