Benoît Mandelbrot, 20.11.1924-14.10.2010,, fransk matematiker, født i Polen; ansat ved IBM's Thomas J. Watson Research Center i New York 1958-93 (som fellow fra 1974) og professor ved forskellige amerikanske universiteter, senest Yale fra 1987. I 1975 indførte han betegnelsen fraktal geometri (se fraktal) som en fælles ramme for strukturer, der ikke falder ind under den klassiske geometri, men kan bruges som modeller for objekter i naturen som fx kystlinjer og snefnug. Hans bog The Fractal Geometry of Nature (1982) har været medvirkende til emnets opblomstring og popularitet.