Benjamin fra Tudela var en jødisk rejsende og en vigtig historisk kilde. Benjamins Rejsebog (hebraisk Sefer ha-Massaot) beskriver en rejse fra Tudela i Nordspanien til Egypten via Basra i Persien. På trods af at bogen er præget af legendarisk stof, er dens beskrivelse af bl.a. forholdene i Det Hellige Land langt mere præcis end samtidige kristne pilgrimmes. Den er oversat til adskillige europæiske sprog.