Faktaboks

Bengt Hallberg
Født
13. september 1932
Død
2. juli 2013

Bengt Hallberg, 13.9.1932-2.7.2013, svensk pianist. Bengt Hallberg studerede klassisk klaver fra han var otte og debuterede som jazzpianist hos Thore Jederby (1913-84) i 1948. Han kom snart til at optræde med de bedste svenske jazzmusikere, i særdeleshed Arne Domnérus, og turnerende amerikanske solister bl.a. Clifford Brown og Stan Getz.

I 1951 indspillede Hallberg sammen med Stan Getz den epokegørende udgave af Ack Värmeland, du sköna under titlen Dear Old Stockholm, som siden har været en jazzstandard. Hallbergs interesse for den svenske tone rakte fra pietistiske salmer til melodier af Evert Taube. Han fik tillige meget arbejde ved radio, tv og revy. Han bibeholdt en sikker position blandt Sveriges mest populære og virtuose jazzmusikere.

Som et kuriosum kan nævnes, at Danmarks Radio i 1966 som kendingsmelodi til TV-køkkenet valgte nummeret Truddelutt fra Bengt Hallbergs lp Piano (1965). Nummeret har siden jævnligt været benyttet i madprogrammer på dansk tv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig