Ben Hur, amerikansk roman, filmatiseret adskillige gange. Lewis Wallaces roman Ben Hur: A Tale of the Christ fra 1880 (da. 1888 og senere) blev en af litteraturhistoriens største bestsellere. Efter en falsk anklage for attentatforsøg mod den romerske myndighed sendes en ung jøde til galejerne, undslipper og bliver kristen. To filmatiseringer (begge Ben-Hur) blev berømte. Fred Niblos stumfilmudgave (1925) med Ramon Novarro i titelrollen var en af Hollywoods mest overdådige og kostbare udstyrsfilm; i 1959 udsendte William Wyler en ny version med Charlton Heston, hvor især det store væddeløb med romerske stridsvogne imponerede.