Belgiens sprog

Grænsen mellem de germanske og romanske sprog er gået tværs hen over det nuværende Belgien siden senantikken. Da det moderne Belgien blev uafhængigt fra Det forenede kongerige Nederlandene i 1830, fik det nye land en forfatning, vedtaget i 1831, der sikrede brugen af ens eget sprog som en rettighed. Dog var forfatningen kun skrevet på fransk, og den fransktalende overklasse udøvede mest magt i landet i de første år. I praksis foregik alt offentligt liv, inklusive retsvæsenet, myndighederne og skolegangen, på fransk.

I løbet af anden halvdel af 1800-tallet indførtes yderligere lovgivning, der sikrede brugen af især nederlandsk i offentligheden. Ved Coremans-De Vriendt-loven, der blev vedtaget i 1898, blev det nederlandske sprog ligestillet med fransk.

I 1921 kom en ny lovgivning, der fastlagde sprogene efter territorialprincippet: Nederlandsk blev således det officielle sprog i Flandern, og fransk i Vallonien.

Belgien havde i mellemtiden annekteret dele af Tyskland efter 1. Verdenskrig og Versaillestraktaten, hvilket betød, at et tysktalende samfund var blevet en del af landet. I 1962 blev der etableret fire sprogregioner, en opdeling, der blev nedskrevet i forfatningen ved dens første revision i 1970:

• Den nederlandsktalende region, der stemmer overens med regionen Flandern
• Den fransktalende region, der udgør store dele af regionen Vallonien
• Den tosprogede hovedstad Bruxelles, hvor både nederlandsk og fransk er officielt sprog
• Den tysktalende region, der udgør 9 kommuner i provinsen Liège.

I 1970 blev der etableret tre sprogligt-kulturelle fællesskaber svarende til de tre sprog flamsk, fransk og tysk. Fællesskaberne udøver magt inden for kultur, uddannelse og sprogbrug i hver sin region. Dog har såvel det flamske som det franske fællesskab myndighedskompetencer i det tosprogede Bruxelles.

Nederlandsk er det største sprog i Belgien og tales som førstesprog af omkring 60 % af befolkningen. Den form for nederlandsk, der tales i Belgien, kaldes flamsk, til forskel fra hollandsk, som er nederlandsk talt i Holland. De to varianter afviger hovedsagelig fra hinanden inden for udtalen og ordforrådet, men der er også visse grammatiske forskelle.

Nederlandsk i Belgien og Holland har et fælles skriftsprog, som reguleres af Den Nederlandske Sprogunion (Nederlandse Taalunie), der har hovedkontorer i Bruxelles og Haag.

Den nederlandsktalende region i Belgien stemmer overens med regionen Flandern. Det flamske fællesskab omfatter regionen samt de flamsktalende indbyggere i Bruxelles.

I en snævrere betydning kan flamsk bruges om de dialekter, der tales i det gamle grevskab Flandern, i dag provinserne Øst- og Vestflandern, samt Fransk-Flandern i den nordligste del af Vallonien og Zeeuws-Flandern i den sydligste del af Zeeland. De øvrige hoveddialekter i Belgien er brabantisk i Flamsk-Brabant og Antwerpen samt limburgsk i Limburg. Begge disse dialekter tales også på den anden side af grænsen i Holland.

Hovedstaden Bruxelles ligger inden for det brabantiske dialektområde. Dog er den form af nederlandsk, der tales i den tosprogede hovedstad, mere præget af byens andet sprog, fransk.

Fransk er Belgiens næststørste sprog og tales som førstesprog af cirka 40 % af befolkningen. Den form for standardfransk, der tales i Belgien, afviger kun lidt fra det standardfransk, der tales i Frankrig eller Schweiz. Blandt forskellene i ordforrådet kan nævnes brugen af talordene septante ‘70’ og nonante ‘90’ over for henholdsvis soixante-dix og quatre-vingt-dix. Belgisk fransk er desuden mere præget af nabosproget nederlandsk.

Retskrivningen af belgisk fransk reguleres af Académie royale de langue et de littérature françaises de Belgique (Det Kongelige akademi for det franske sprog og litteratur i Belgien), der svarer til Académie Française i Frankrig.

Den fransktalende region omfatter størstedelen af regionen Vallonien, på nær ni kommuner i provinsen Liège, som er tysktalende. Det franske fællesskab omfatter den franske region samt de fransktalende indbyggere i hovedstaden, Bruxelles.

I Vallonien tales især af ældre mennesker flere sprog, der er tæt beslægtede med fransk, som fx vallonsk, picardisk og lorrainsk. Især vallonsk har haft stor betydning som nationalsprog.

Tysk er det mindste af Belgiens tre officielle sprog og tales kun som førstesprog af 1 % af befolkningen. Den tysktalende sprogregion udgør 9 kommuner i provinsen Liège, der var blevet annekteret fra Tyskland i 1920.

Den tysktalende region er opdelt i to kantoner, der ikke udgør et geografisk sammenhængende område. Den nordlige kanton, Eupen, omfatter fire kommuner og ligger ved grænsen til Tyskland mod øst og Holland mod nord. Udover standardtysk tales dialekten ripuarisk i kantonen.

Den sydlige kanton, Sankt Vith, omfatter fem kommuner og ligger ved grænsen til Tyskland mod øst og Luxembourg mod syd. Udover tysk tales letzeburgsk i kantonen.

Udover de ni kommuner, hvor tysk bruges som officielt sprog, tales tysk i andre dele af Liège og i Arelerland i provinsen Luxembourg. I den sidstnævnte tales også letzeburgsk.

Belgiens hovedstad er officielt tosproget nederlandsk-fransk. Byen ligger geografisk inden for regionen Flandern og er historisk nederlandsktalende, men i dag taler flere indbyggere fransk som førstesprog. Såvel det flamske som det franske fællesskab udøver magt inden for kultur, uddannelse og sprogbrug i Bruxelles.

• Belgien
• flamsk
• Belgiens forfatning