Belgien - forfatning, Belgien er et konstitutionelt monarki, der er organiseret som en forbundsstat. Landet består af tre regioner, Flandern, Vallonien og Bruxelles, samt af tre sprogligt-kulturelle fællesskaber, det flamske, det franske og det tysksprogede.

På forbundsstatsplan udøves den lovgivende magt i forening af Repræsentantkammeret med 150 medlemmer, der er valgt direkte ved forholdstalsvalg, af Senatet med 71 medlemmer, hvoraf 40 vælges direkte, 21 vælges af fællesskabsparlamenterne og 10 vælges af disse 61, samt af kongen. Siden 1893 har der været stemmepligt i Belgien. Repræsentantkammeret har det sidste ord i lovgivningsspørgsmål — bortset fra i særlige forhold som forfatningsændringer og ændringer af statsorganernes organisation. I disse tilfælde samt ved ændring af lovgivningen vedrørende sprog deles Repræsentantkammerets og Senatets medlemmer i to sproggrupper, en nederlandsk og en fransk, og der kræves flertal i begge grupper i begge kamre. Den udøvende magt er formelt hos kongen, men udøves gennem regeringen, der består af et lige antal nederlandsk- og fransksprogede ministre.

På delstatsplan definerer forfatningen regionernes og fællesskabernes geografiske kompetenceområde i forhold til Belgiens fire sprogområder: det nederlandsksprogede, det fransksprogede, det tysksprogede samt det tosprogede Bruxelles. Regionerne har egen regering og parlament, der vælges direkte ved forholdstalsvalg. Deres kompetence omfatter miljø, planlovgivning, offentlige arbejder, økonomi og beskæftigelse. De kan inden for disse områder udstede love og indgå internationale traktater. De har ret til skatteopkrævning og har eget budget.

Fællesskabernes kompetenceområde er kultur, uddannelse og visse sociale forhold. De har på disse områder samme rettigheder som regionerne og har ligeledes egen regering og parlament, der sammensættes af medlemmer af de regionale parlamenter. Dog vælges det tysksprogede fællesskabs parlament direkte.

Læs videre om Belgiens forvaltning eller om Belgien generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig