Belfort

Belfort, østfransk industriby i Den Burgundiske Port mellem Vogeserne og Jurabjergene 80 km NØ for Besançon; ca. 50.200 indb. (2013). Belfort er administrationsby for departementet Territoire-de-Belfort. Produktionen er især koncentreret om elektroniske maskiner og elektronik. Området Belfort-Drole-Besançon er stærkt industrialiseret. Samtidig indgår Belfort sammen med det sydlige Alsace, den sydlige del af Baden-Württemberg, Südbaden, og den schweiziske kanton Basel i det erhvervsmæssigt dynamiske område Regio Basiliensis.

Belfort har været beboet fra romersk tid. Den er tidligst omtalt i skriftlige kilder i 1200-t. som underlagt greverne af Montbéliard. De gav Belfort frihedsbrev i 1307. Byen blev overgivet til de østrigske ærkehertuger, men ved Den Westfalske Fred i 1648 blev den fransk og styret af kardinal Mazarin. Pga. sin strategiske beliggenhed blev byen grundigt befæstet af S. Vauban, og den har ofte været belejret. Under Den Fransk-tyske Krig 1870-71 lykkedes det trods hårde kampe at forsvare byen, men under 2. Verdenskrig blev den indtaget af tyskerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig