Bayer AG, tysk kemikoncern, grundlagt i 1863 i Wuppertal af Friedrich Bayer (1825-80) og Friedrich Weskott (1821-76) og blandt Tysklands tre største. Bayer & Co. har bl.a. fabrikeret lægemidler, fx Aspirin® siden 1899.

I 1925 fusioneredes med BASF, Hoechst og Agfa til I.G. Farben, der blev opløst af de allierede i 1945. I 1952 blev Bayer-virksomheden reorganiseret. I dag (2013) udgøres virksomheden af tre divisioner: Bayer Healthcare (lægemidler, kosttilskud, veterinærmedicin, blodsukkerapparater m.m.), Bayer CropScience (plantebeskyttelse, frø) og Bayer MaterialScience (polykarbonater, polyurethaner samt lak- og limråstoffer). Agfa-Gevaert, som fremstiller film og fotografisk udstyr, var ejet af Bayer 1981-99.

Bayer AG med hovedsæde i Leverkusen havde i 2012 110.500 ansatte og en omsætning på 39,8 mia. euro. Bayer Nordic, som har hovedsæde i Finland, havde 1200 ansatte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig