Faktaboks

Sogn
Tjørring Sogn
Provsti
Herning Nordre Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Herning Kommune

Baunekirken er en ganske usædvanlig moderne kirke med et karakteristisk tag midt i Herningforstaden Tjørring.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1977 efter tegning af arkitekten Kristian Kristiansen (1937-1999). Kirken er bygget i en blanding af mursten, kalk, kampesten, træ og glas, mens det karakteristiske tag er belagt med kobber.

Kirken

Baunekirken er en centralkirke, udlagt som et kors med et rundt kirkerum i midten. I de fire korsarme er der både kirkerum, men også forskellige menighedsfunktioner, f.eks. konfirmandlokaler og kontorer. Kirken er meget usædvanlig i dansk kontekst, og inspirationen til udseendet kommer vel snarest fra Le Corbusiers kirke i Ronchamp i det østlige Frankrig, mens det indre snarere afspejler en bornholmsk rundkirke.

Kirkens nok mest bemærkelsesværdige detalje er det usædvanlige tag. De fire korsarmes flade tage mødes i midten over kirkerummet, hvor de på dramatisk hæver sig opad, ifølge arkitekten for at lede tanken hen på ”Verdensbjerget”. Selvom kirkens navn blev valgt ved forslag fra sognets indbyggere, kan tagets udseende dog også lede tankerne hen på netop en bavn.

Murfladerne i kirken præges af små og tilfældigt placerede vinduer, ligesom der mange steder er indmuret kampesten af forskellige størrelser, som skaber tekstur i de ellers hvidkalkede flader.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet af en istandsættelse i 2011, hvor rummets udseende gennemgribende ensrettedes. Væggene er hvidkalkede, ligesom også loftet siden 2011 har været hvidmalet. Altret danner centrum i det runde kirkerum, hvorom der står rækker med kvartcirkelformede bænke. Over alteret hæver det dramatiske loftsrum sig, hvorved altret oplyses naturligt af ovenlysvinduer øverst i konstruktionen. Hvor taget møder væggene, er der flere steder farverige glasmalerier.

Inventar i Baunekirken

Noget af kirkens inventar stammer fra indvielsen, mens en stor del er fra 2012-2014.

Et af de oprindelige inventarstykker er døbefonten af granit, som er udsmykket med relieffer af Adam og Eva med deres barn, samt en nutidig familie på vej til dåben.

Også de karakteristiske kvartcirkulære bænke er oprindelige, om end opdateret i 2011.

Alteret i granit samt prædikestolen i stål og glas er udført af kunstner Brian Mortensen i hhv. 2012 og 2014.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig