Baton Rouge er hovedstaden i Louisiana, USA. Den har 222.200 indbyggere, hvoraf 53,5% er sorte (2021). Beliggenheden ved Mississippis nedre løb — i et frugtbart sletteområde ca. 125 km nordvest for New Orleans — gjorde tidligt byen til udskibningssted for bomuld, sukker og andre plantageprodukter. Efter anlæggelse af oceanhavn og olieindustriens kolossale vækst i 1940'erne steg indbyggertallet fra 35.000 i 1940 til 126.000 i 1950. Olieraffinaderierne og den petrokemiske industri ligger samlet i byens nordlige del, mens centrum præges af statsadministrationen med ca. 55.000 ansatte. Fremtrædende i bybilledet er den 34 etager høje parlamentsbygning, der blev opført 1931-32 under den navnkundige Huey Longs guvernørtid. Til seværdighederne hører også den renoverede gamle bydel Catfish Town.