Batalha

Batalha, by i Portugal, nær Leiria, 120 km nord for Lissabon; ca. 7500 indb. (2001). Byen domineres af det store kirke- og klosterkompleks S. Maria da Vitória, kaldet Batalha (port. 'slag'), opført 1388-1519 i gotisk stil til minde om sejren i Slaget ved Aljubarrota i 1385, der sikrede landets uafhængighed. Det er mausoleum for kongeslægten Avis (1385-1580), deriblandt Henrik Søfareren.

Udsmykningen af klostergården Claustro Real og det ufuldendte kapel Capelas Imperfeitas er enestående eksempler på den manuelinske stil, som er særlig for Portugal. Batalha blev sekulariseret i 1800-t. og restaureret som nationalmonument, der bl.a. rummer den ukendte soldats grav.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig