Faktaboks

Basileios 2. Bulgardræberen
Født
958, Konstantinopel, Det Byzantiske Rige (det nuværende Istanbul)
Død
15. december 1025, Konstantinopel
Levetid - kommentar
Fødselsdatoen er ukendt
Mønt med Basileios 2.
Mønt med portræt af kejser Basileios 2. Bulgardræberen og broderen og medkejseren Konstantin 8.
Af /Dumbarton Oaks.

Basileios 2. Bulgardræberen var en byzantinsk kejser. Han blev medkejser sammen med broderen Konstantin 8. (960-1028) i 960 og enekejser fra 976. Han var søn af Romanos 2. (938-963).

Tidlige liv

Basileios blev kronet efter forgængeren, Johannes 1. Tzimiskes' død, men regeringsmagten blev forvaltet af Basileios Lekapenos (ca. 925-ca. 985) indtil dennes eksil i 985. Basileios sikrede sin position gennem en alliance med Rus og giftede søsteren Anna med Vladimir 1. af Kijev i 988. Herefter ydede Vladimir militær bistand mod Basileios' indre fjender.

Basileios' regeringstid

Basileios' første felttog mod Samuel af Bulgarien endte i et nederlag i 986, men efter at have stabiliseret riget og indgået en fredsaftale med fatimiderne i 1001, indledte han en række angreb på bulgarerne, der kulminerede med deres fuldstændige nederlag i 1018. Ifølge kilderne skal han i 1014 have ladet 14.000 bulgarske krigsfanger blinde og ladet hver 100. mand beholde et øje til at føre de andre tilbage til Bulgarien. Ved synet af de hjemvendte soldater skulle Samuel være blevet så bestyrtet, at han omkom. Deraf Basileios' tilnavn.

Basileios genetablerede desuden rigets overhøjhed over det vestlige Balkan og mod øst indlemmedes store områder, som hidtil havde været behersket af armenske og georgiske fyrster.

Indadtil styrkede Basileios bønderne på stormændenes og klostrenes bekostning, og han efterlod en fyldt statskasse.

Basileios blev ikke gift og døde barnløs, derfor overgik magten til broderen, Konstantin 8., i 1025.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig