Bashar al-Assad

Faktaboks

Bashar al-Assad
født:
11. september 1965

Bashar al-Assad, f. 11.9.1965, syrisk præsident siden 2000, hvor han efterfulgte faderen Hafiz al-Assad. Bashar al-Assad blev efter sin ældre brors død i 1994 udset som faderens arvtager og hjemkaldt fra London, hvor han var ved at uddanne sig til øjenlæge. Ved sin magtovertagelse stillede han reformer i udsigt, der i 2000 og 2001 førte til det såkaldte "Damaskusforår", med bred folkelig deltagelse i debatten om landets fremtid. Krav om etablering af nye politiske partier tvang ham til at skride ind, og den politiske liberalisering blev indstillet og er først langsomt kommet i gang igen efter 2005. Den økonomiske liberalisering, der blev sat i gang af faderen, er blevet opretholdt, og der er gennemført flere kampagner mod korruption og magtmisbrug.

Bashar al-Assad støttede efter september 2001 USA i kampen mod den internationale terrorisme, men i forbindelse med det udviklingsforløb, der i marts 2003 førte til en USA-ledet invasion af Irak, kom Syrien igen på kollisionskurs med USA. USA og andre har anklaget den syriske regering for at være medansvarlig for attentatet mod den tidligere libanesiske ministerpræsident Rafik Hariri i februar 2005. Den syriske regering har afvist beskyldningerne. Ved præsidentvalget i maj 2007 blev Bashar al-Assad genvalgt med 97,6% for endnu en syvårsperiode. Han var den eneste opstillede kandidat.

Bashar al-Assads styre slog hårdt ned på protester i forbindelse med Det Arabiske Forår, og urolighederne udviklede sig i løbet af 2011 til egentlige kampe og siden en regulær borgerkrig mellem hæren og sikkerhedstyrkerne på den ene side og forskellige oppositionsgrupper på den anden. Al-Assad blev i den forbindelse stadig mere isoleret internationalt, ikke mindst efter at regeringstropperne blev anklaget for at anvende kemiske våben. Imidlertid førte fremkomsten af den radikale islamistiske gruppe ISIS, der har opnået kontrol med store dele af Syrien på regeringens bekostning, til, at Bashar al-Assads regime i højere grad betragtes som et mindre onde i den brutale konflikt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig