Barcelona (Erhverv og politik), Barcelona har været stærkt påvirket af den globale, økonomiske krise i 1970'erne, der har medført omstrukturering af industrien og udvikling af servicesektoren. Den mere avancerede del af servicesektoren (finansiel service, forsikring og forretningsservice) udgør en forholdsvis stor del af den samlede beskæftigelse. De gamle produktioner af tekstiler, jern- og metalvarer og specielt biler og maskiner findes sammen med nye, højteknologiske virksomheder inden for plast-, gummi- og fødevareproduktion, træforarbejdning, kemisk, farmaceutisk og grafisk industri samt elektronikindustri. Ny informationsteknologi og udenlandsk kapital har haft stor betydning for denne omstilling, og Barcelona har modtaget en stor andel af de udenlandske investeringer i Spanien. Mere end 20 specialiserede nationale eller internationale messer har tilsammen mere end 2 mio. besøgende hvert år.

Spaniens optagelse i EF i 1986 gjorde Barcelonas placering strategisk vigtig som et økonomisk og geografisk bindeled mellem Den Iberiske Halvø og resten af Europa, ikke mindst pga. motorvejsnettet, der blev påbegyndt i 1969, og den internationale lufthavn Prat 10 km SV for centrum med 10 mio. passagerer årligt. Telekommunikationsnettet har ført til en høj grad af integration og vækst i hele Barcelonas storbyregion. Denne proces har betydet en omlokalisering af industrien og visse typer serviceerhverv samt en gradvis flytning af boligområder, fortrinsvis for middelklassen, til enfamiliehuse i områder med lavere befolkningstæthed.

Byen bærer præg af verdensudstillingerne i 1888 og 1929 samt De Olympiske Lege i 1992; den sidstnævnte blev fulgt op af en modernisering af transportnettet og telekommunikationen. Byens undergrundsbaner, der betjener hele storbyområdet, blev udbygget gennem 1990'erne og er blandt Europas længste. I 1990'erne voksede turismen med 80%, og 3,1 mio. besøgte byen i 2000.

Læs videre om Barcelonas historie eller læs om Barcelona generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig