Faktaboks

Barbara Bertelsen

Barbara Beatrice Bertelsen

Født
24. september 1973
Barbara Bertelsen

Barbara Bertelsen.

Barbara Bertelsen
Af /Ritzau Scanpix.

Barbara Bertelsen er en dansk jurist, der har beklædt ledende poster i centraladministrationen. I 2020 blev hun departementschef i Statsministeriet.

Barbara Bertelsens baggrund

Barbara Bertelsen er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1998 og blev efter eksamen fuldmægtig i Justitsministeriet frem til 2001. Efter en periode som fuldmægtig i Statsministeriet kom hun i 2003 tilbage til Justitsministeriet, hvor hun i 2008 blev udnævnt til kontorchef.

Barbara Bertelsen nåede at være kontorchef for Politikontoret, Planlægnings- og Udviklingskontoret samt Justitsministeriets økonomikontor, inden hun i 2012 blev vicedirektør i den nyoprettede Moderniseringsstyrelsen.

I Moderniseringsstyrelsen var hun som vicedirektør leder af den såkaldte arbejdsgiversøjle, hvor hun under lærerlockouten i 2013 fik et samarbejde med den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der få måneder efter sin udnævnelse til justitsminister i oktober 2014 hentede Barbara Bertelsen tilbage til Justitsministeriet som departementschef.

Barbara Bertelsen var departementschef i Justitsministeriet 2015 til 2020. I 2020 blev hun departementschef i Statsministeriet.

Barbara Bertelsens rolle i minksagen

Barbara Bertelsen havde kun været departementschef i Statsministeriet i to måneder, da coronapandemien og nedlukninger ramte Danmark i midten af marts 2020, men hun spillede en central rolle i de komplicerede beslutningsprocesser for at imødegå pandemien med en hurtig indgriben.

Da Minkkommissionen den 30. juni 2022 afleverede sin beretning til Folketingets Granskningsudvalg, blev der udtrykt en kritik af Barbara Bertelsens embedsførelse i forbindelse med minksagen og forløbet omkring beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark. Det hed i beretningen:

"Kommissionen finder samlet set, at Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf."

Ligesom for andre kritiserede embedsmænd bad regeringen Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om at rådgive sig om ansættelsesretslige spørgsmål i forlængelse af kommissionens beretning.

En advarsel der trækkes tilbage

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen indstillede den 24. august 2022, at Barbara Bertelsen fik en advarsel. Denne indstilling valgte statsministeren at følge.

Som begrundelse for alene at tildele en advarsel fremhævede styrelsen, at det var indgået i den konkrete vurdering af Barbara Bertelsens sag, at der var tale om et enkeltstående forhold, at ressortansvaret for aflivning af alle mink lå hos Miljø- og Fødevareministeriet, at Bertelsen ikke medvirkede forsætligt til beslutningen om aflivning af alle mink uden lovhjemmel, og at hun ikke var blevet advaret af Miljø- og Fødevareministeriet eller af Justitsministeriet om den manglende hjemmel.

Advarslen blev imidlertid trukket tilbage den 24. marts 2023 efter indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Begrundelsen var, at forhørsledelsen i den tjenstlige undersøgelse mod rigspolitichef Thorkild Fogde havde konkluderet, at udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 og de efterfølgende pressemeddelelser ikke retsligt kunne karakteriseres som en instruks.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer (2)

skrev Finn Andersen

Det eksterne link “Minkkommissionen” virker ikke for mig.

skrev Jacob Mollerup

Tak. Har fjernet det - tjekker hvad der er sket med det website. Fra "minksagen" har vi stadig linket til den fulde beretning

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig