Banja Luka, industriby ved floden Vrbas 140 km NV for Sarajevo i Bosnien-Hercegovina; ca. 199.000 indb. (2013). Byen, der er hovedby i den bosniske del af Krajina, har i dag, efter etniske udrensninger under krigene i det tidligere Jugoslavien 1991-95, serbisk flertal. Byen er tillige efter 1995 hovedstad i den autonome og betydeligt selvstyrende entitet Republika Srpska, der udgør 49% af Bosnien-Hercegovinas territorium. Jern- og maskinindustrien er anlagt på basis af kulforekomster, der stadig udnyttes. Fra 1528 til 1878 var Banja Luka under osmannisk kontrol, og bybilledet har været præget af mange moskéer, men de fleste blev ødelagt af serbiske militser efter udbruddet af krigen i Bosnien i 1992. En del af byen blev ødelagt ved jordskælv i oktober 1969; den blev siden genopbygget.