Balkhasjsøen

Balkhasjsøen, sø i det østlige Kasakhstan; 15-19000 km2. Søen har flere tilløb, bl.a. floden Ili, men intet afløb. Trods dette er vandet kun lidt salt. Vandstanden og dermed søens størrelse varierer meget fra år til år, afhængigt af nedbørsforholdene, og generelt er den blevet mindre, efter at en del vand anvendes til kunstvanding fra dæmninger på Ili.

Balkhasj er meget langstrakt; midtvejs deles den i to af halvøen Sarymsek. Den vestlige del er ret bred og lavvandet, mens den østlige del er smallere og dybere (op til 25-30 m).

Søen ligger i det sibiriske fastlandsklima og er isdækket fra november til april. Om sommeren rummer den et rigt fugleliv med bl.a. skarver; tidligere fandtes den sibiriske tiger i området; den sidste blev skudt i 1940.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig