Baker Street, gade i det centrale London, opkaldt efter dens grundlægger Wiliam Baker og beliggende i Marylebone district, som er en del af City of Westminster. Gaden strækker sig fra Regent's Park til Orchard Street i syd, der udmunder i Oxford Street. I 1835 grundlagde madame Tussaud sit vokskabinet i gaden, hvor det fortsat eksisterer. Verdens første undergrundssation blev Baker Street Station.

Under 2. verdenskrig havde fra 31.10.1940 den hemmelige organisation SOE (Special Operations Executive) sit hovedkvarter i nr. 64, men okkuperede efterhånden det meste af gadens vestlige side. SOEs formål var at styrke modstandsbevægelserse i de af Aksemagterne besatte lande, herunder Danmark. organisationen blev nedlagt 15.1.1946.

Da Arthur Conan Doyle i 1887 valgte adressen Baker Street 221B til sin romanhelt Sherlock Holmes, eksisterede dette høje husnummer slet ikke, idet gaden dengang var delt i Baker Street, Portman Square og Upper Baker Street. I 1930'erne kom hele gaden til kun at hedde Baker Street, hvorved man nåede op på husnumre som 221 lige over for Baker Street Station. Her lå fra 1932 til 2002 kreditforeningen Abbey, som i alle årene havde en fuldtidssekretær, hvis opgave det udelukkende var at besvare alle breve stilet til Sherlock Holmes. Bygningen anvendes nu til kommunale formål. Abbey bekostede en broncestatue af Holmes, som står opstillet foran undergrundsstationen. Mellem husnumrene 237 og 241 valgte man i 1990 bevidst at "døbe" et hus fra 1815 for 221B, hvor man indrettede et Sherlock Holmes museum, som snart blev en af byens mest besøgte seværdigheder. Længere nede i gaden findes et stort hotel, som er opkaldt efter romanhelten.

The Baker Street Irregulars var oprindelig Sherlock Holmes' betegnelse for hans lille hjælpekorps af lokale gadedrenge, men betegnelsen anvendtes også under 2. verdenskrig for folkene i SOE.

I 1971 fandt et omfattende bankrøveri sted i gaden, da en filial af Lloyds Bank via en gravet tunnel blev frarøvet en formue på 3 mio. pund. Dette danner grundlag for filmen The Bank Job (2008).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig