Babelstårnet

Babelstårnet var ifølge Det Gamle Testamente et tårn, som blev opført i Babylon med det formål at nå himlen. Gud straffede menneskene for dette overmod ved at lade dem tale forskellige sprog.

Forbilledet for Babelstårnet i Det Gamle Testamente er uden tvivl et babylonisk tempeltårn, en ziggurat, som i symbolsk form fremstillede kosmos. Præsten nåede universets top ved at bestige tårnets (syv) "trin".

I Det Gamle Testamente forbindes tårnet (og byen Babylon) med et hebraisk ord for "forvirring". Den overmodige plan om "at bygge en by med et tårn, som når op til himlen" (1.Mos. 11,4) får katastrofale følger, for Herren forvirrer menneskenes sprog og spreder dem ud over hele Jorden.

Babelsmyten anskueliggør et sprogteoretisk dilemma: Var der oprindelig ét eller flere sprog? Babel knyttes sammen med kætternes, løgnernes og syndernes hovmod, men ved pinseunderet (Ap.G., kap. 2) overvinder Helligånden sprogforvirringen.

I 1900-tallet har Babelsmyten fortsat haft filosofisk og litterær betydning, eksempelvis for Franz Kafka (bl.a. fortællingen Das Stadtwappen, Byvåbnet), for Walter Benjamins messianske mystik, Jacques Derridas forskelstænkning og Jorge Luis Borges' postmoderne metafysiske og sprogfilosofiske fabuleringer.