B.S. Ingemann

Forfatterskabet fylder 41 bind i Samlede Skrifter (1843-1865). Han debuterede 1811 med lyrik og blev københavnsk modeskjald i kraft af et altid letrindende, umiddelbart forståeligt og ofte kønt sprog. Af seks skuespil (1815-1816) havde et par fremgang på scenen; tungere skred det allegoriske ottave-epos De sorte Riddere (1814).

I den versificerede brevroman Varners poetiske Vandringer (fra digtsamlingen Procne, 1813) lever hovedpersonen lykkeligt i et seksuelt ufuldbyrdet ægteskab. Da hustruen ligger døende af en smitsom sygdom, drikker han døden af hendes læber i forvisning om at skulle opleve den sande, åndelige forening med hende i evigheden.

Ingemann står her for tiårets højdepunkt af platonisme. Den overjordiske idealisme udfoldes dog i værkerne på en dyster baggrund af krise og dæmoni: blodskam, tortur, sindssyge, nervefeber, forældredrab, gengangeri, gudsfornægtelse, dødslængsel. En forløsning fra disse temaer søgte han i from og uskyldig tro: De vises sten skal knuses, ikke tydes (eventyrdramaet Reinald Underbarnet, 1816).

• I sne står urt og busk i skjul (1831)
• I alle de riger og lande (1837)
• I østen stiger solen op (1837)
• Lysets engel går med glans (1837)
• Nu titte til hinanden (1837)
• Dagen går med raske fjed (1838)
• Julen har bragt velsignet bud (1839)
• Den store mester kommer (1841)
• Stork! stork! Langeben! (1842)
• Til himlene rækker din miskundhed, Gud (1845)
• Dejlig er jorden (1850)
• Glade jul, dejlige jul (1850)

Eventyr og Fortællinger (1820) indfører tysk romantiks fantastik i Danmark. I "Sphinxen" ligger pointen i vekselvirkningen mellem jeg-fortællerens oplevelser i en kaotisk virkelighed og hans ordnende nedskrivning af dem, undertiden i omvendt tidsfølge, så læseren ikke kan skelne mellem realitet og ønskedrøm, sundhed og galskab.

Ingemann fandt den art sjæletilstande sygelige, men alligevel naturlige og poetiske. Han fortsatte også siden i genren, bl.a. med "Varulven" (1835), men lagde nu helst det gåde- og underfulde ind i individets psyke, så en fornuftig udlægning altid bliver mulig.

I Sorø vendte Ingemann sig til den ydre verden i en digterisk genskabelse af dansk middelalder med romanerne Valdemar Seier (1826), Erik Menveds Barndom (1828), Kong Erik og de Fredløse (1833) og Prinds Otto af Danmark (1834), omrammet af to episke digte, Waldemar den Store (1824) og Dronning Margrete (1836).

Her udførte han en dansk historisk digtning for den brede læserskare, med letgenkendelige typer, spændende, stedvis uhyggelige intriger, i en ligefrem stil med tydeligt malede landskaber og raske replikker.

Ingemann var inspireret af Walter Scotts karaktertegning og kolorit, men gjorde modsat Scott de historiske hovedpersoner til sine egne for bedre at kunne fremhæve den totalidé, at fædrelandets frelse alene udspringer af troen på en Gud, en Drot, et Folk.

Skønt kritikere kunne opregne mange historiske bommerter, bekræfter disse moderne krøniker historiens genklang i folkets sind og kalder til ny dåd. Samme sigte har digtkredsen Holger Danske (1837), hvor Ingemann i rappe romancer, djærve sange og sart musikalsk lyrik gør sagnhelten til bærer af den kristnede danske folkeånd.

Et nyt poetisk højdepunkt kom i Morgensange for Børn (1837) og Syv Aftensange (1838), sat i musik af Weyse. De forener en romantisk naturanskuelse med en biedermeier-tryghed: Hele Universet er menneskebarnets gudskabte hjem, hvor Gud Fader ånder trøst på det grædende øje.

Perspektivet rækker fra det mindste, sneglen med hus på ryg, til det største, solenglens stråleglans. Morgensange og Aftensange er optaget i Kulturkanon. Også andre små tekster formidler samme stilfærdige og dog majestætiske storhed ("Den store Mester kommer", "Deilig er Jorden").

Ingemanns ideal er en rent lyrisk salme, hvor intet fortælles, og hvor det historiske under forudsættes, så følelsen frit kan flyve mod himlen. Han er sjælens og de inderlige kristelige stemningers digter ("Julen har bragt", "Glade Jul", "Lyksalig, lyksalig").

Dogmerne inspirerede ham derimod sjældent. Han benægtede kødets opstandelse og dåbens nødvendighed. I 1854 fik han dog med godt udfald betroet slutrevideringen af Roskilde Konvents Psalmebog (1855).

Ingemann ytrede sig kun sporadisk i den litterære kritik. Hans Tilbageblik paa mit Liv og min Forfattervirksomhed fra 1811-1837 (trykt i 1863) og den værdifulde brevveksling med N.F.S. Grundtvig 1822-1859 (trykt i 1882) viser ham ellers som en skarp iagttager af samtidslitteraturen og en intelligent ræsonnør.

Sine egne tidligste år erindrede han i friske scener, skrevet i objektiv 3. person, i en ufuldført Levnetsbog (trykt posthumt i 1862), der lader barndommens lille verden betinge og afspejle voksenlivets store.

I dansk digtekunst står B.S. Ingemann for den æterisk-indadvendte romantiske linje fra tyskerne Novalis og Ludwig Tieck. Han evner at føle sandt barnligt og at formidle sin varme følelse i et ukunstlet, magisk lysende sprog. Under hverdagens idyl ligger alvoren: den religiøse myte. Hans sidste digt skildrer dødsøjeblikket i et billede af en juleaften, hvor døren omsider åbnes til det tændte træ fra Paradisets Have.

• Danmark – litteratur