Børkop Vandmølle

Børkop Vandmølle fotograferet i 2011.

Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Børkop Vandmølle er en vandmølle i den østlige udkant af Børkop mellem Vejle og Fredericia. Den er verdens eneste fuldt fungerende vandmølle af gearkassetypen, og den har den eneste fungerende skalkværn i verden.

Faktaboks

Også kendt som

Børkop Mølle

Historie

Møllen hed oprindelig Børkop Mølle og ikke Børkop Vandmølle som nu, og dens aner går tilbage til 1546, mens de nuværende bygninger er fra først i 1800-tallet. Stuehuset, som er sammenbygget med møllen, stammer fra 1830. Møllen har to overfaldshjul og får vand fra Skærup Å, som løber ud Spang Å, der udmunder i Rands Fjord.

Børkop Mølle var oprindelig en kornmølle, men var i nogle år i 1800-tallet også i drift som valkemølle, ligesom der i 1855 blev opført en vindmølle som hjælpemølle. Denne blev nedrevet i 1884.

Under 1. Verdenskrig blev møllen genstand for spekulationshandel, og dette i sammenhæng med oprettelsen af de store valsemøller i byerne og de små elektriske kværne rundt om på gårdene, betød en hurtig tilbagegang for Børkop Mølle.

Restaureringer

I 1954 var mølleriet helt slut, men efter flere restaureringer og statens køb af møllen i 1979, blev møllen funktionsdygtig i 1987. Mølleriet er intakt og kan ses i arbejde ved særlige lejligheder og når møllen mangler mel til salg.

Det smukt restaurerede anlæg i hvidkalket bindingsværk med røde stolper og tegltag vedligeholdes af Vejle Kommune, og blev af Historiske Huse i 2019 kåret som den smukkeste vandmølle. I den tidligere svinesti findes Børkop Lokalhistoriske Arkiv, som også indeholder flere udstillinger, baseret på Farbror Svends Samling, mens stuehuset og en sidefløj fungerer som restaurant og selskabslokaler. Hele anlægget blev fredet i 1960, dog med undtagelse af sidefløjen.

I 2008 blev en restaurering af Skærup Å ved Børkop Mølle indviet. Projektet har til formål at sikre bl.a. fri passage for fisk, og passagen består af et 250 m langt omløb. Ved samme lejlighed blev mølledammen oprenset, bevoksning fjernet og vandrestier og gangbroer anlagt.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig