Börringekloster, slot øst for Svedala i Sydskåne, Sverige. Det var oprindelig et benediktinernonnekloster, grundlagt i slutningen af 1100-t., nedlagt i 1551, da det lå under lensmanden på Malmøhus. Den nuværende rokokoprægede hovedbygning med tre fløje er opført i 1760'erne for Joachim Beck-Friis, der i 1791 fik godset udlagt som grevskab. Af inventaret kan de vævede tapeter fra 1600-t. fremhæves.