Faktaboks

Avidius Cassius

Gaius Avidius Cassius

Født
130, Cyrrhus, Syrien
Død
175
Levetid - kommentar
Fødselstidspunktet er behæftet med nogen usikkerhed

Gaius Avidius Cassius blev udråbt til romersk kejser i april 175, men blev allerede i juli samme år dræbt af en af sine soldater. Udråbelsen fandt sted som et resultat af falske rygter om kejser Marcus Aurelius’ død.

Karriere inden oprør

Avidius Cassius var søn af Avidius Heliodorus og blev født i Cyrrhus i Syrien, sandsynligvis i 130. Hans fader var en del af ridderstanden, men Avidius Cassius opnåede senatorstatus.

Avidius Cassius var legionslegat for Lucius Verus under dennes felttog og krige mod partherne, der varede fra 162 til 166, og han opnåede stor militær succes i denne rolle. Cassius’ styrker holdt stand mod partherkongen Vologaesus’ angreb, og, da denne trak sig tilbage mod sine kerneområder, fulgte Cassius efter og plyndrede den vigtige by Seleucia samt indtog parthernes hovedstad, Ctesiphon, hvor han brændte det kongelige palads. Under den lange tur tilbage til Syrien gennem ørkenområder fra Ctesiphon, mistede Cassius dog efter sigende en anseelig mængde soldater på grund af sult og sygdom.

Sandsynligvis som en konsekvens af sine militære succeser blev Cassius efter krigen i 166 suffekt konsul, og blev gjort til statholder i Syrien. Senest i 172 fik han yderligere ansvar for den militære situation i hele det østlige Romerrige. Som en del af dette embede knuste han et oprør i Egypten fra folket, Bukolerne, ledet af en vis Isidorus, der var præst. Dette var en vigtig sejr, da Egypten stod for en stor del af kornproduktionen i Romerriget, og i nogen grad brødfødte den enorme befolkning i Rom.

Oprør

Avidius Cassius var således måske den mægtigste mand i Romerriget efter kejseren i den tidlige del af 170'erne. Marcus Aurelius havde i årevis kæmpet mod markomannerne, en germansk stamme nord for Donau, og i 175 spredtes rygtet, at kejseren var blevet syg og var død. Dette gjorde, at Avidius Cassius udråbte sig selv som kejser, og vandt støtte fra Syrien, hvor han var født, og hele området herfra til Egypten.

Rygtet viste sig dog at være falsk, og statholderen i provinsen Cappadocia forblev loyal mod kejseren. Dette var centralt, da denne statholder kunne blokere for Avidius Cassius’ march mod Europa, og sidstnævnte formåede aldrig at etablere sig uden for Østen. Det stod relativt hurtigt klart, at Avidius Cassius stod i en yderst svær militær situation, og i juli dræbte en af Cassius’ centurioner ham, og sendte hans hoved til Marcus Aurelius.

Efterfølgende var der tale om, at Marcus Aurelius’ kone, Faustina, havde været involveret i Avidius Cassius’ oprør. Ifølge Cassius Dio, der skrev få årtier senere, var Faustina bange for, at Commodus, som hun havde fået med Marcus Aurelius, var for ung til at kunne sikre sig tronen, hvis Marcus Aurelius pludselig døde, idet han kun var 13 år, da Avidius Cassius gjorde oprør. Derfor havde hun allieret sig med Avidius Cassius, således at han skulle tage tronen i tilfælde af kejserens død, for derefter at give den videre til Commodus. Ifølge Dio var det Faustina, der sendte besked til Avidius Cassius om Marcus Aurelius’ død, fordi sidstnævnte var syg og sandsynligvis ville dø. Dette må dog betegnes som spekulation, og det er værd at bemærke, at Faustina forblev Marcus Aurelius’ kone også efter oprøret.

Avidius Cassius var den eneste tronprætendent under de herskere, som man traditionelt kaldte de ”fem gode kejsere”, nemlig Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius. I denne periode, der strakte sig fra 96 til 180, var der således en slående stabilitet, der kan ses som et modstykke til de mere ustabile perioder før og efter, hvor der i højere grad var borgerkrige.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig