Autolykos fra Pitane, ca. 310 f.Kr., græsk astronom, forfatter til Den lille astronomi, et værk i to dele: Om den bevægelige kugle og Om op- og nedgang. Første del er den tidligste helt bevarede matematiske lærebog om himmelkuglens geometri. Autolykos kritiserede den eudoxiske (se Eudoxos), geometriske model af Solsystemet, bygget op over koncentriske sfærer. Denne model forudsatte, at himmellegemernes afstande til Jorden var konstante, og dette kunne ikke forklare variationer i Solens og Månens diametre og planeternes varierende lysstyrker.