Australiens historie fra 1642 til 1900

Det er meget sandsynligt, at kineserne har besøgt Australien. Blandt europæerne var portugiserne måske de første europæere, der omkring 1520 besøgte Australien. Blandt hollænderne er Abel Tasman den mest berømte. Han kom til at lægge navn til øen Tasmanien, som han sejlede forbi i 1642. I første omgang navngav han det, han ikke vidste var en ø, Van Diemen's Land, efter den hollandske guvernør i Indonesien. Stigmaet, der klistrede til Van Diemen's Land, som det sted, der husede Storbritanniens værste udskud, straffefangerne, førte til en navneændring til Tasmanien i 1855.

Med europæerne skiftede besøgene karakter. De kom til at handle om kortlægning, handel og kolonisering. Og det, der endte med de første britiske bosættere, begyndte med James Cooks kortlægning af den Australiens østkyst, hvor han gjorde krav på kysten på den lille ø, Possession. Briterne vidste ikke, om hollænderne havde gjort krav på de kyststrækninger, de havde kortlagt, og dele af kystlinjen var stadig ikke kortlagt. Cook vidste derfor ikke, hvor meget han kunne gøre krav på. Men både Cook og senere Arthur Phillip, der blev den britiske bosætterkoloni, Sydneys, første guvernør, tilsidesatte oprindelige australieres krav på landet ved at erklære landet terra nullius (ubeboet land). En erklæring, der i 1992 blev omstødt af den australske højesteret ved den såkaldte Mabo-dom.

Der gik næsten tyve år, før den britiske stat gjorde brug af sin nyerhvervelse, og da var det som straffekoloni for at aflaste de engelske fængsler. I januar 1788 ankom The First Fleet med lidt over 700 fanger samt sømænd og soldater under ledelse af guvernøren, kaptajn Arthur Phillip. Med straffefangerne som modvillig arbejdskraft tog grundlæggelsen af Sydney sin begyndelse.

Forholdet til den oprindelige befolkning, aboriginerne, blev hurtigt dårligt. Straffefanger og soldater tog deres våben og redskaber og senere også kvinderne, og aboriginerne anså det for at være deres ret at forsyne sig af de hvides mad. Det førte til voldelige episoder, som optrappedes, efterhånden som bosættelsen udvidedes, og det blev klart for aboriginerne, at de hvide ikke havde i sinde at forsvinde. Ved begyndelsen af 1800-tallet var aboriginerne omkring Sydney blevet berøvet deres eksistensgrundlag og levede af tiggeri og lignende. Over halvdelen af lokalbefolkningen døde som konsekvens af europæernes medbragte sygdomme. Udviklingen gentog sig flere gange, første gang i Tasmanien (der indtil 1855 hed Van Diemen's Land), hvor bosættelsen begyndte i 1803 og udviklede sig til et egentligt folkemord.

Phillip og hans efterfølgere havde uindskrænket magt i kolonien, fx til regulering af økonomisk aktivitet, fordeling af jord, afsigelse af domme og udmåling af straffe. Guvernøren kunne benåde straffefanger helt eller delvis, de kunne derefter bosætte sig og måske med tiden få andre straffefanger tilkendt som billig arbejdskraft. Der var langt færre kvinder end mænd i området. Kvindernes position er omdiskuteret, men det synes dog sikkert, at hovedparten — tvungent eller frivilligt — fungerede som prostituerede.

Militærets magt voksede efter ankomsten af det nyudnævnte regiment New South Wales Corps i 1790, og især efter at kaptajn Phillip forlod kolonien i 1792. Indtil hans afløser, John Hunter, ankom i 1795, var officererne ved magten og udnyttede dette til personlig fortjeneste gennem handel med rom, hvilket gav dem tilnavnet Rum Corps. Mest indflydelsesrig var John MacArthur, som blev en af de rigeste mænd i det tidlige New South Wales. Han stod bag kuppet Rum Rebellion i 1808, hvorunder officerer afsatte guvernøren William Bligh, som havde prøvet at stoppe handelen med rom.

Briternes bosætning mødte fra starten modstand blandt områdets oprindelige befolkning.

Lachlan Macquarie, som var guvernør fra 1810 til 1821, forsøgte at gøre en ende på de kaotiske tilstande ved at udskifte regimentet og mindske effekten af romhandelen. Hans positive skudsmål blandt australske historikere skyldes hans velvilje over for straffefangerne og især de frigivne, emancipisterne, som han i flere tilfælde gav vigtige poster. Det skabte ham fjender blandt de frie immigranter, som i tidens ånd fandt en sådan liberalisme uacceptabel. Deres antal voksede stærkt, især efter at regeringsstøtte til immigration blev indført i 1831, og striden mellem de to grupper, emancipisterne og immigranterne, endte først i 1840'erne, da fangetransporterne ophørte, og øget politisk medindflydelse var inden for rækkevidde.

Mindre opmærksomhed fik Macquaries forudgående deltagelse i briternes blodige indtog i Indien, ligesom hans forsøg på at opretholde fredelige relationer med oprindelige australiere fylder mere i historiebøgerne end de massakrer, han gav ordren til. For hver udvidelse af kolonien blev flere oprindelige australiere fordrevet eller kom til at leve som forhutlede eksistenser i udkanten af bosættersamfundet.

Koloniens tidlige økonomiske udvikling blev båret af uldeksport til England. John Macarthur og ikke mindst hans kone Elizabeth var nogle af de første, som udnyttede spanske merinofårs evne til at trives i Australien, hvor næringsfattig jord var en udfordring for egentlig landbrug.

Fårene krævede store græsningsarealer i det tørre klima. Det satte skub i udvidelsen af kolonien på bekostning af den økologiske balance. Australien havde ingen klov- eller hovdyr, før europæerne indførte dem. Uldproduktionen fandt sted på land, som den oprindelige befolkning var blevet frarøvet, i et mønster, der har gentaget sig op gennem Australiens historie.

Opdagelsen af en rute over Great Dividing Range vest for Sydney i 1813 og Charles Sturts udforskning af de store floder i New South Wales i 1827-1830 var med til at åbne vejen mod syd og vest. I 1835 begyndte koloniseringen af sydkysten af kolonien New South Wales, Port Phillip-distriktet, hvor Melbourne blev grundlagt i 1835.

I 1836 blev South Australia på basis af Edward Gibbon Wakefields idéer om bosættelse etableret som en separat koloni, skåret ud af New South Wales. Bosættelse i Western Australia ved Swan River blev påbegyndt allerede i 1829, hovedsageligt pga. rygter om fransk interesse for området.

Den økonomiske vækst og især befolkningstilvæsksten fik et boost, da man fandt guld i Victoria i 1851. Væksten forstærkede kravet om politisk selvstyre. Dette blev opnået i 1855-1856, da New South Wales, Tasmanien, som var blevet en separat koloni i 1825, South Australia og Victoria (separat koloni i 1851) fik overdraget det fulde ansvar for alle interne anliggender. Queensland, som fik sin første bosættelse i 1824, blev adskilt fra New South Wales i 1859 med de samme beføjelser. Kun Western Australia forblev under direkte britisk styre indtil 1890.

Guldfeberen i Victoria og New South Wales med dens egalitære, men samtidig dybt racistiske, guldgravermentalitet medvirkede til at styrke kravet om hvide demokratiske reformer. Oprøret i Eureka 1854 mod den tvungne guldgraverlicens blev nedkæmpet på kort tid af soldater og er gået over i Australiens historie som symbolet på den lille mands kamp for sin ret.

En anden tradition blev også bestyrket i guldgraverbyerne, nemlig det åbenlyst racistiske ønske om at holde alle ikke-hvide, i dette tilfælde kinesere, ude af Australien. Det førte til klapjagt på kinesere i flere guldgravebyer, som igen medførte restriktioner over for kinesiske immigranter. Bl.a. en landgangsskat i Victoria, som kineserne omgik ved at gå i land i South Australia og derfra gå hundredvis af kilometer til guldfelterne.

Søgen efter transportruter for kvæg og får motiverede fortsat til udforskning af landet, nu mod nord og vest, og i 1862 lykkedes det John McDouall Stuart at krydse den centrale ørken og nå nordkysten. I modsætning til den langt mere berømte Burke og Wills ekspedition i 1860, der godt nok var så innovativ, at den havde kameler med, men endte katastrofalt, da tre ud af de fire mænd døde på vejen tilbage mod Melbourne ved Cooper Creek.

South Australia overtog området Northern Territory fra New South Wales i 1863, og i 1872 blev den telegrafiske linje til byen Darwin og dermed til omverdenen færdigopført. Det store ørkenområde vest for telegraflinjen blev endelig krydset af Peter Warburton i 1873.

I 1888 var alle kolonierne undtagen Western Australia forbundet med tog, og den forbedrede kommunikation og transport samt den forbedrede teknologi (landbrugsmaskiner og fryseteknik) øgede handelen både mellem kolonierne indbyrdes og med Storbritannien, ligesom investeringer og spekulationer blomstrede. I 1880'erne så man kulminationen på en uovertruffen opgangsperiode, ikke mindst i Melbourne, som i skarp konkurrence med Sydney var blevet kontinentets førende storby.

I 1890 vendte situationen. Priserne faldt, udenlandske investeringer blev trukket tilbage, og i 1892-1893 krakkede adskillige veletablerede banker og lammede den australske økonomi. Kun Western Australia slap fri pga. store guldfund, som skabte basis for vækst og lokkede mange til fra den depressionsramte østkyst. Situationen blev yderligere forværret af den årelange tørke, som ramte det meste af Australien i 1895-1903. Den tvang mange landmænd til at give op og lagde hele byer øde og var med til at cementere den paradoksale australske virkelighed: At i et land, der er lige så stort som USA fratrukket Alaska, havde man et af verdens mest urbaniserede samfund allerede fra slutningen af 1800-tallet.

1890'ernes depression var desuden præget af omfattende strejker. Moderne fagforeninger var opstået i 1880'erne — specielt på foranledning af W.G. Spence, som medvirkede til at organisere de to største grupper af arbejdere; fåreklippere og minearbejdere. I 1890'erne blev der i alle kolonierne dannet laborpartier, som fik bred tilslutning og arbejdede for lige rettigheder og vilkår for alle hvide mænd ved hjælp af vidtrækkende reformer.

Over for Australian Labor Partys popularitet var liberale og konservative modstandere nødt til at danne mere disciplinerede grupper, hvorved et egentligt partisystem opstod. På trods af eller måske på grund af det mandsdominerede australske samfund var der desuden et stigende antal politisk aktive kvinder, som i 1894 opnåede stemmeret for kvinder i Southern Australia, i Western Australia i 1898 og i resten af kolonierne i 1902.

Mentalt var slutningen af 1800-tallet domineret af australsk nationalisme – kulminationen på en langvarig kamp for at "høre til" i Australien (tidsskriftet The Bulletin spillede her en stor rolle; se Australiens litteratur). I en vis forstand kan oprettelsen af føderationen af de australske kolonier ved århundredskiftet ses som den politiske konsekvens af dette, selvom mange nationalister var imod dette skridt. De fleste i laborpartierne tog også afstand fra idéen, som de frygtede ville blive en "kapitalistisk sammensværgelse". Tilhængere af føderationen, ledende politikere som Alfred Deakin (Victoria), H. Parkes (New South Wales) og C.C. Kingston (Southern Australia), samt finansfolk overbeviste dog efterhånden et flertal af befolkningen om fordelene ved fælles forsvars-, social-, handels- og immigrationspolitik.

Den 1. januar 1901 blev "The Commonwealth of Australia" en realitet med midlertidigt regeringssæde i Melbourne. Men New Zealand takkede nej.

Læs videre om Australiens historie fra 1900

• Australiens historie
• Australiens historie før 1642
• Australiens historie fra 1642 til 1900 (denne artikel)
• Australiens historie fra 1900
• Australiens aboriginere
• Australien generelt