Australiens historie fra 1900

Oprettelsen af føderationen i 1901 gjorde ikke en ende på koloniernes indbyrdes rivalisering, men blev begyndelsen på enkeltstaternes strid med den føderale regering. Således bibeholdt staterne længe forskellige bredder på jernbanespor, og jalousien mellem Melbourne og Sydney ophørte end ikke med grundlæggelsen af hovedstaden Canberra, der i 1927 blev nyanlagt på "neutralt" område.

Men føderationen blev indledningen på en stor reformbølge, hvorunder fælles australsk identitet blev sat i system politisk, socialt, juridisk og økonomisk. Dette udmøntedes især i et nødtvungent samarbejde på føderalt plan mellem det fremstormende Laborparti og de liberale protektionister under ledelse af Alfred Deakin, som repræsenterede traditionelle synspunkter i staten Victoria mod de liberal-konservative frihandelsfolk i New South Wales.

Regeringskonstellationer skiftede hyppigt i et trepartisystem, som varede indtil fusionen af de to liberale grupper i 1909 og valget i 1910, der gav den første rene Laborregering med parlamentarisk flertal. Perioden 1901-1914 institutionaliserede Australiens sociale og demokratiske eksperiment. Man oprettede den politisk vigtige føderale højesteret (High Court) i 1903 og den føderale arbejdsret (Court of Conciliation and Arbitration) i 1904, man indførte mindsteløn i 1907, alderdoms- og invalidepension i 1908 og stiftede den kontroversielle, statsejede Commonwealth Bank i 1911. Det finansielle grundlag for denne velfærdspolitik var importtariffer og jordskatter; det ideologiske var en almindeligt accepteret kombination af national solidaritet og de immigrationsrestriktioner fra 1901, der især stilede mod at holde kinesere og underbetalte polynesiske arbejdere ude, og som eftertiden har bedømt som den stærkt racistiske White Australia-politik.

Udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 viste, hvor stærk imperieloyaliteten stadig var. Selvom der ingen trussel var mod australsk territorium, forpligtede Laborregeringen under Andrew Fisher og William Morris (Billy) Hughes sig "til sidste mand og sidste shilling". Af en befolkning på ca. 5 mio. meldte over 400.000 sig frivilligt til militærtjeneste. 60.000 faldt, og denne indsats satte sig dybe spor nationalt og internationalt. "Diggernes" kampvilje og det egalitære forhold mellem officerer og menige gjorde indtryk først ved det katastrofale forsøg på at indtage Dardanellerne, siden i Palæstina og på Vestfronten, hvor general sir John Monash udførte store taktiske bedrifter, om end 30.000 australske soldater faldt ved Pozières i 1917. Især kampene ved Gelibolu (Gallipoli) på Dardanellerne i 1915 blev en hjørnesten i den nationale mytologi, idet ANZAC — det australske og new zealandske hærkorps — ifølge traditionen holdt ud, mens briterne veg. Mindesten for ANZAC blev rejst i stort set enhver by og flække, og ANZAC Day den 25. april er blevet den egentlige mindedag for australsk nationalfølelse, som mere grunder sig i sorg og såret stolthed end i triumf.

På hjemmefronten forsøgte premierminister Hughes at indføre almindelig værnepligt; dette blev forkastet ved to folkeafstemninger i 1916 og 1917 og førte til en sprængning af Laborpartiet. Efter grundlæggelsen af et nyt parti, Nationalistpartiet, dannede Hughes sammen med anti-laborkræfterne regering. Nationalistpartiet sad på regeringsmagten gennem 1920'ernes økonomiske opgangstid, da en ny industrisektor — bl.a. mine- og stålgiganten BHP — voksede frem bag protektionismens toldmure. En ekspansiv økonomisk politik forårsagede privat og offentlig gældskrise, der brød ud, samtidig med at det internationale sammenbrud efter 1929 ramte Australien særdeles hårdt pga. landets afhængighed af landbrugs- og råvareeksport.

Depressionen medførte udbredt social elendighed, især blandt bygge- og industriarbejdere, som hverken labor- eller liberal-konservative regeringer formåede at dæmme op for. Efter valgsejr i 1929 splittedes Labor atter i 1931 pga. den økonomiske politik. Måske som reaktion på depressionen styrkedes i 1930'erne dyrkelsen af symboler på australsk identitet som fx Sydney Harbour Bridge (indviet i 1932), galophesten Phar Lap, sportsfolk som krickethelten Don (senere sir Donald) Bradman og flyverhelte som Charles Kingsford-Smith. Alligevel gik Australien ind i 2. Verdenskrig i 1939 med imperieloyaliteten i behold og uden selvstændig udenrigspolitik.

Dette skulle krigen ændre, da kontinentet blev truet geografisk. Efter Singapores og Filippinernes fald i 1942 blev Australien frontlinjen mod Japan, som bombede byerne Darwin og Broome i nord og sendte en kamikazeubåd mod Sydney. Interneringen af et stort australsk troppekontingent i Singapore, dets lidelser på den japanske jernbane gennem Thailands jungle og den indædte kamp mand til mand mod de japanske styrker på Ny Guinea (Kokoda Trail) har præget mindet om krigen og Australiens forhold til Japan i over en generation. Det var den totale krig, i hvilken næsten 1 mio. ud af en befolkning på 7,5 mio. var i aktiv krigstjeneste, og hvorunder hele samfundslivet blev omstillet.

Krigstidens samarbejde mellem det private og det offentlige samt væksten i den føderale offentlige sektor kom til at danne grundlag for den massive sociale genopbygning, som allerede blev planlagt af den Laborregering, der kom til magten i 1941 under John Curtin og efter Curtins død i 1945 blev siddende under Ben Chifley indtil 1949. Det sociale sikkerhedsnet udbyggedes, infrastrukturen forbedredes — bl.a. det store vandkraftanlæg i Snowy Mountains — og ikke mindst eksploderede immigrationen. Australien ændredes fra et engelsk-skotsk-irsk samfund med et mindre tysk islæt til et samfund med flygtninge fra krigens ødelæggelser i Mellemeuropa og fra kommunismen i Østeuropa samt med immigranter fra Middelhavsområdet. Australien åbnede sig mod verden, bl.a. pga. udenrigsminister H.V. Evatts skarpe profil i FN; landet påtog sig forpligtelser som Stillehavsmagt, allieret med USA, og medvirkede ved inddæmningspolitikken over for kommunismen i Asien gennem ANZUS-pagten fra 1951 og SEATO fra 1954. Desuden deltog Australien i Koreakrigen og Vietnamkrigen.

1950'erne var præget af materiel fremgang og politisk stabilitet under premierminister Robert Menzies, som i koalition med Country Party formåede at forene de stridende konservative kræfter bag sit liberale parti og at appellere til hele middelklassen. En nærmest symbolsk detalje i Menzies' politik var bevarelsen af de tætte forbindelser til Storbritannien, som han ikke ved nogen lejlighed forsømte at udtrykke sin beundring for. Selv under imperiets opløsning og den ændrede befolkningssammensætning skulle Australien bevare sine angelsaksiske rødder. For at friste immigranter blev der opbygget et billede af et solbeskinnet "lykkeland", et lille Amerika eller, som en kulturkritiker udtrykte det: "det første forstadskontinent". Største politiske drama i 1950'erne var splittelsen i Labor i spørgsmålet, om det ubetydelige kommunistparti skulle forbydes; Labor viste her, at partiet havde rødder både i den egentlige arbejderbevægelse og blandt irske katolikker, hvis leder kardinal Mannix var glødende antikommunist. Forslaget faldt ved folkeafstemning.

Efter Menzies' afgang som premierminister i 1966 fortsatte liberale regeringer under skiftende ledere, indtil Labor i 1972 kom til magten under Edward Gough Whitlam. Opsparede frustrationer blandt traditionelle labortilhængere og i den voksende klasse af folk med universitetsuddannelse bidrog til at gøre Whitlams tre år ved magten til en legendarisk periode i nyere australsk historie: En nationalistisk vækkelse ikke mindst kulturelt, fx symboliseret ved åbningen i 1973 af Jørn Utzons Sydney Opera House (selvom det var planlagt og ramt af skandale længe inden) og ved genopbygningen af en national filmindustri, der senere fik international succes. Samtidig med at Australien opdagede sig selv som kulturnation, fremstod en stærkt kritisk venstrefløj, hvis modstand mod Vietnamkrig og atomvåben udvidedes med et feministisk angreb på et stærkt kønsopdelt og mandschauvinistisk samfund og en voksende bevidsthed om den racisme, som undertrykte aboriginerne og holdt asiatiske immigranter ude.

Meget af det, Whitlams æra satte i gang, holdt sig efter hans afsættelse under en stor forfatningsmæssig krise i 1975, hvor generalguvernør sir John Kerr benyttede sig af sin formelle ret til som dronningens repræsentant at afskedige regeringen, selvom den ikke havde flertal imod sig i Parlamentet. Nationen var splittet og præget af en stærk republikansk bevægelse, da den liberalt ledede regering under John Malcolm Fraser overtog magten — stadig i koalition med Country Party, men under navnet National Party — indtil Labor igen vandt valget i 1983 under ledelse af Robert (Bob) Hawke. Han forsøgte en national forsoningspolitik ved en stærkt erhvervsvenlig liberalistisk økonomisk politik, ved udenrigspolitisk nyorientering mod Asien, og især på miljøområdet gav han visse indrømmelser til venstrefløjen. En stærk miljøbevægelse voksede frem i 1970'erne og 1980'erne, ofte allieret med en bevægelse til fordel for aboriginernes landrettigheder. Vietnamesere og kinesere immigrerede i stort tal, og japanere investerede kraftigt.

Tilbagegangen hen imod 1990 ramte Australien hårdt; især de udsatte landbrugs- og minesektorer, men også den lille magtfulde gruppe af finansmatadorer, som prægede 1980'erne. I denne forbindelse er den mest berømte måske øl- og minemagnaten Alan Bond, som finansierede den australske sejlbåd, der i 1983 vandt America's Cup, men gik personlig konkurs ved årtiets udgang.

Labor bevarede magten og vandt efter et lederskifte under premierminister Paul Keating i 1993 for første gang et valg på et program om afskaffelse af monarkiet, den sidste forbindelse til Storbritannien, og indførelse af republik i år 2001.

Det vigtigste politiske nybrud i Australien i 1990'erne var uden tvivl vedtagelsen under Keatings Laborregering i 1993 af Native Title Act, der politisk udmøntede Højesterets historiske afgørelse i den såkaldte Mabosag i 1992. Dommen forkastede terra nullius-begrebet, dvs. at aboriginerne ikke i retlig forstand ejede deres jord før den britiske kolonisering, og loven fastslog, at aboriginere har ejendomsret over traditionelle områder, som de britiske kolonisatorer fratog dem. I 1994 oprettedes et tribunal, der kan tilkende og tilbagegive grupper af aboriginere deres oprindelige ejendomsret til jord gennem en kompliceret proces, hvor mundtlige og arkæologiske vidnesbyrd inddrages. Tribunalet var først stærkt kontroversielt; farmere og mineselskaber mente, at det gik alt for vidt, og aboriginere klagede over, at det var for langsommeligt og ikke vidtrækkende nok. Gradvist har begge parter dog accepteret et system, der mest virker ved mægling, og som er blevet modificeret flere gange af den liberalt-nationalistiske koalitionsregering under John Howard, der regerede 1996-2007.

Howard vandt valget i 1996 bl.a. på utilfredshed med, hvad grupper i befolkningen så som en forfordeling af "almindelige arbejdende australiere" i forhold til aboriginere, arbejdsløse og asiatiske (ikke mindst vietnamesiske) indvandrere. Howard formåede at dæmme op for disse strømninger ved i meget høj grad at tilslutte sig dem, bl.a. gennem en stadig mere restriktiv indvandrer- og flygtningepolitik, der kom til at belaste forholdet til Australiens asiatiske naboer og til erhvervslivet, som efterlyste større indvandring.

Monarkisten Howard opnåede en stor personlig triumf, da en folkeafstemning i 1999 afviste at erstatte monarkiet med en republik, et forslag, der ellers havde opbakning langt ind i hans eget liberale parti. Australien opnåede megen positiv international omtale i forbindelse med afholdelsen af De Olympiske Lege i Sydney i 2000. Mere blandet var omtalen af flygtninge- og indvandrerpolitikken i forbindelse med flådeblokeringen og opbringningen i 2001 af det norske containerskib Tampa (se Nauru) med flere hundrede afghanske flygtninge om bord og de koncentrationslejrlignende forhold i landets flygtningelejre, som 2001-2002 gav anledning til flere voldelige sammenstød mellem hær, asylansøgere og demonstranter.

Efter 11. september 2001 førte Howard-regeringen en meget aktiv udenrigspolitik og var en af USA's trofaste støtter i krigen mod terror både i Irak og i Afghanistan. Efter valget i 2004 kunne Howard begynde sin fjerde runde som premierminister. Han blev genvalgt på sin hårde linje overfor asylansøgere, det stærke engagement i Irakkrigen og sin stramme økonomiske politik. Engagementet i Irak blev dog stadig mere upopulært, og det samme gjaldt for Howard-regeringens afvisning af at underskrive Kyotoprotokollen om udledning af kuldioxid. Miljøpolitiske overvejelser kom især i forgrunden efter en alvorlig tørke fra 2003 og frem.

På trods af en stærk økonomi tabte Howard valget i 2007, og Labor dannede regering med Kevin Rudd som premierminister. Blandt den nye regerings første handlinger var at tilslutte sig Kyotoprotokollen og at love en tilbagetrækning fra Irak fra midten af 2008. Et andet valgløfte var officielt at sige undskyld til de aboriginere, der som børn var blevet tvangsfjernet fra deres familier for at blive opdraget som hvide; undskyldningen blev givet af Rudd i februar 2008.

I juni 2010 trådte Kevin Rudd tilbage som premierminister pga. manglende opbakning fra sit parti; han efterfulgtes af Julia Gillard, som blev landets første kvindelige premierminister. Efter splittelse i partiet overgik premierministerposten i 2013 kortvarigt igen til Kevin Rudd, inden Labor-partiet senere samme år tabte valget til Tony Abbotts centrum-højre-koalition. Den blev ved magten under skiftende premierministre helt indtil 2022, hvor Labor med Anthony Albanese vandt valget på et program om bl.a. en stærkere indsats mod klimaforandringer.

• Australiens historie
• Australiens historie før 1642
• Australiens historie fra 1642 til 1900
• Australiens historie fra 1900 (denne artikel)
• Australiens aboriginere
• Australien generelt