Mennesket indvandrede i Australien for omkring 60.000 år siden, da Ny Guinea var landfast med Australien.

Forhistorie

32.000 år gamle bopladser er fundet ved Mungosøen i New South Wales, hvor man anvendte ovne af ler og ernærede sig af krybdyr, emuæg, fisk og planter.

I området er der fundet begravelsespladser med både brændte og ubrændte lig, hvoraf nogle er bestrøet med rødokker. 30.000-26.000 år gamle knoglefund viser en forholdsvis spinkel kropsbygning hos mennesket. Yngre skeletfund, bl.a. fra Kow Swamp i Victoria, er 15.000-9000 år gamle og har et mere robust udseende.

Landbroen til Ny Guinea blev afbrudt for 8000-6500 år siden. Enkle skærende redskaber og skrabere blev tilvirket af flint, kvarts eller kvartsit. I Koonaldahulen i Sydaustralien udnyttede man flintbrud for 20.000 år siden. Slebne stenøkser, der hører til de ældste i verden, blev anvendt for 22.000-18.000 år siden.

Befolkningen, aboriginere, levede som jægere og samlere og havde lette jagtredskaber af træ, fx boomerangen, der har været kendt i mere end 10.000 år. Egentlig agerdyrkning blev ikke praktiseret, men i 18.000 år har kværnsten været brugt til knusning af nødder og frø af vilde græsser. Hunden, dingoen, var det eneste tamdyr. Ved kysterne indsamledes store mængder af skaldyr, hvis rester findes i meterhøje køkkenmøddinger i Arnhem Land og Cape York. Ligheden i kultur mellem urbefolkningen og de aboriginere, der har overlevet til nutiden, er slående. I North Territory findes 20.000 år gamle klippemalerier med dyremotiver side om side med nutidige. Se også aboriginere (kunst).

Tasmanien

Tasmanien blev befolket for mindst 30.000 år siden og afskåret fra fastlandet ved slutningen af sidste istid. Befolkningen udviklede her sit eget racemæssige præg. Det kulturelle mønster viser slægtskab med befolkningens på fastlandet, men tasmanerne anvendte ikke kastetræ og boomerang. Køkkenmøddinger ved kysterne vidner om udnyttelse af havets resurser gennem mindst 8700 år. De sidste oprindelige tasmanere uddøde i 1800-tallet

Historisk oversigt fra den europæiske indvandring af Australien

År Begivenhed
1600-tallet Hollandske søfarere ser formentlig som de første europæere Australien.
1770 Kaptajn Cook tager østkysten i besiddelse for Storbritannien.
1788 New South Wales etableres som straffekoloni.
1804 Straffekoloni etableres i Tasmanien (indtil 1855 Van Diemen's Land).
1808 Rum Rebellion i New South Wales, hvorunder guvernør William Bligh afsættes.
1829 Swan River-kolonien i Western Australia grundlægges.
1836 South Australia etableres som koloni. Myall Creek-massakren, der var den eneste massakre af den oprindelige befolkning, som et større antal kolonister blev henrettet for.
1840 Straffetransporter til New South Wales afskaffes.
1851 Victoria bliver adskilt fra New South Wales. Fund af guld i New South Wales og Victoria med efterfølgende omsiggribende guldfeber.
1853 Straffetransporter til Tasmanien ophører.
1854 Guldgraveroprør ved Eureka.
1855 New South Wales, Victoria, Tasmanien og South Australia får deres egne parlamenter.
1859 Queensland bliver separat koloni med egen regering.
1867 Straffetransporter til Western Australia ophører.
1890 Western Australia får egen regering.
1892-1893 Bankkrak især i New South Wales og Victoria.
1901 Føderationen af de australske kolonier træder i kraft.
1914-19 Australien deltager i 1. Verdenskrig på britisk side.
1927 Grundlæggelse af hovedstaden Canberra.
1930'erne Australien rammes af depressionen.
1939-1945 Australien deltager i 2. Verdenskrig.
1942 Japanerne bomber byen Darwin.
1950-1954 Australsk deltagelse i Koreakrigen.
1951 ANZUS-pagten mellem Australien, New Zealand og USA underskrives.
1954 SEATO-aftalen tiltrædes af Australien.
1960 Aboriginerne bliver australske borgere og får stemmeret i 1962.
1965-1971 Australsk deltagelse i Vietnamkrigen.
1975 Regeringskrise, da Whitlam-regeringen afsættes af generalguvernøren.
1999 Forslag om at indføre republikken afvises ved en folkeafstemning.
2003 Australien deltager i den amerikansk ledede invasion af Irak.

Læs mere i Den Store Danske

Læs videre om Australiens historie før 1642

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig