Australien - geografi

Indbyggerne er dels den oprindelige befolkning, dels efterkommere af europæiske indvandrere samt nye indvandrere fra såvel Europa som SØ-Asien. Langt størstedelen af befolkningen er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Ud af en befolkning på 23,8 mio. (2015) udgør aboriginere og andre australske oprindelige folk ca. 670.000 (2011). Dette er en kraftig vækst siden 2. Verdenskrig (60.000 aboriginere i 1954), men tallet er stadig lavere end det skønnede antal på 750.000 i 1788, da den europæiske indvandring begyndte, og tallene er usikre, eftersom aboriginere ikke indgik i landets folketællinger før 1967.

Før koloniseringen taltes flere end 200 oprindelige australske sprog; i dag tales færre end 100, de fleste kun af ganske få. Knap 2000 aboriginere lever stadigvæk som jægere og samlere; størstedelen af de øvrige bor ved kvægstationer, mineområder og i småbyer i de hundreder af reservater, som ligger i det nordlige, vestlige og centrale Australien. Leveforholdene for aboriginerne, specielt i reservaterne, er ringe. Sundhedsforholdene er dårlige, arbejdsløsheden stor, alkoholmisbrug udbredt, og det offentlige må i stort omfang sørge for de oprindelige folks velfærd. Se også aboriginere.

Europæisk indvandring. De første indvandrere var engelske straffefanger, som i 1788 blev sendt til SØ-Australien, i alt ca. 170.000, heraf 30.000 kvinder. Guldfund i 1850'erne medførte en stor indvandring, og siden er denne fortsat. Langt de fleste kom fra Storbritannien, nogle af dem blev støttet af koloniens regering med rejsepenge (assisted immigration). Gennem hele 1900-t. har Australien administreret restriktive immigrationslove, som hindrer indvandring af uuddannede fra ulandene, men opmuntrer til indvandring af højt uddannede. I begyndelsen af 1990'erne var indvandringen på over 100.000 om året; stadigvæk er de fleste europæere, men en stigende andel er veluddannede unge fra Asien.

Dansk indvandring. I begyndelsen af 1990'erne havde Australien ca. 9000 statsborgere, som var født i Danmark. En dansk sømand ankom med The First Fleet i 1788 og var senere aktiv ved koloniseringen af Tasmanien. Knap 3000 danskere kom til Queensland i 1870'erne under en hvervekampagne. Danskere har i de seneste 100 år haft væsentlig indflydelse på mejerisektoren i delstaten Victoria. Også inden for sukkerproduktion og bryggerier har danskfødte australiere gjort sig gældende. I 2006 boede der ca. 9000 danske førstegenerationsindvandrere i Australien og ca. 11.000 af anden generation. Danskerne bor fortrinsvis i delstaterne New South Wales, Queensland og Victoria.

Den naturlige befolkningsvækst. Pga. de mange indvandrere, som ofte er unge mennesker, har fødselsoverskuddet været højt sammenlignet med andre ilande: Fødselshyppigheden har været høj og dødshyppigheden lav. Den naturlige befolkningsvækst var på 0,7% i 2012, svarende til 161.300 mennesker. Siden 1970'erne er fødselshyppigheden gået ned, bl.a. fordi de australske kvinder i stigende grad arbejder uden for hjemmet. Befolkningen er i 1990'erne og frem vokset med lidt over 1% om året; tilvæksten er delt mellem et årligt fødselsoverskud på ca. 100.000 børn og et tilsvarende indvandringsoverskud.

Befolkningstætheden er meget lav, under 2 indb. pr. km². Størstedelen af befolkningen bor nær ved SØ-kysten. I de få tætbefolkede områder bor befolkningen primært i og omkring de store byer; 70% bor i delstaternes hovedstæder eller i byer med over 100.000 indb. I store dele af Central- og NV-Australien er der ingen erhvervsmuligheder ud over minedrift, og i Nordaustralien er klimaet som følge af høje temperaturer og høj luftfugtighed ikke behageligt i mindst ti måneder af året. De fjerntliggende egnes isolation er i sig selv med til at gøre dem utiltrækkende for eventuelle tilflyttere. Bymønsteret er præget af nogle få store byer; i Sydney og Melbourne alene bor 40% af landets indbyggere. De større byer er alle, med undtagelse af Canberra, anlagt ved naturlige havne. Byarealerne er store i forhold til indbyggertallet. Det er almindeligt at bo i eget hus med have; i Australien er jord billig. Byvæksten har været kraftig siden 1950'erne, bl.a. muliggjort af en kraftig forøgelse af privatbilismen; den kollektive trafik er derimod ringe udviklet.

Befolkningspolitikken har i lange perioder været præget af regeringens ønske om en større befolkning. De nuværende godt 24 mio. udgør ikke et tilstrækkeligt stort hjemmemarked for en moderne industriel produktion, og resurserne i både landbrug og minedrift vil uden tvivl kunne dække behovene for en befolkning af dobbelt størrelse.

Erhvervsudviklingen minder om den udvikling, der har været i Europa, om end med en vis forskydning. I løbet af den første halvdel af 1900-t. afløste industrien landbruget som det førende erhverv, og i 1970'erne overtog serviceerhvervene førerpladsen. Denne sektor er vokset med 50% siden 1950'erne. Siden 1960'erne er antallet af offentligt ansatte øget og udgør ca. 25% af arbejdsstyrken. Udviklingen kendes fra de fleste ilande: Service specialiseres, flere opgaver lægges uden for familien, fritiden øges, og beskæftigelsen inden for bl.a. turisme og forlystelser vokser.

Som et af ganske få lande i verden har Australien en minesektor, som er af stor og voksende nationaløkonomisk betydning.

Fremstillingserhvervenes produktivitet er steget og har nået en årlig forøgelse på 2%. Dermed er man kommet på niveau med de øvrige ilande, mens Australien tidligere lå på et vækstniveau omkring 1%.

Indtil de australske kolonier blev forenet i 1901, var der ingen sammenhæng mellem de forskellige delstaters erhvervsliv. Hver havde deres industrier baseret på egne behov og egne råstoffer. Ydermere vanskeliggjorde de store afstande udveksling af varer. Afstanden til Europa bevirkede, at der ikke var nogen særlig konkurrence udefra, og industrien kunne udvikle sig støt og alsidigt. Efter 2. Verdenskrig har væksten været betydelig, bl.a. på baggrund af store udenlandske investeringer. I 1991 var 35% af industrien og 45% af minedriften på udenlandske hænder.

Tre fjerdedele af industrien ligger i New South Wales og Victoria med Sydney og Melbourne som de store industricentre. Det australske hjemmemarked er for lille til at udnytte moderne industriel stordrift fuldt ud, og da industrieksporten er begrænset, har industrien i lange perioder været beskyttet af høj told. Denne importtold har betydet, at kravene til effektivitet og kvalitet ikke har været store, og det har stillet australsk industri i en vanskelig konkurrencesituation på verdensmarkedet. Kun ét australsk firma, Broken Hill Proprietary, har et format, der gør det internationalt slagkraftigt. BHP har vidtforgrenede interesser inden for minedrift, olie og gas, stålproduktion, kemisk industri m.m. Firmaet satser på forskning og udvikling og eksporterer knowhow til hele verden. BHP har interesser i over 50 lande og er med ca. 60.000 ansatte i Australien et dominerende firma.

Ved grundlæggelsen af straffekolonien satsede briterne på, at kolonien skulle være selvforsynende med fødevarer. Det lykkedes efter få år, og allerede tidligt begyndte man at eksportere uld fra den voksende fårebestand. Straffefangerne blev sat til at bygge veje og havne, og landbrugsområderne fik transportmæssig forbindelse til verdensmarkedet. Hveden fik betydning, da jernbanerne blev anlagt i 1870'erne og fremover. Hvedeeksporten steg kraftigt i 1890'erne ved introduktionen af dry farming teknik og høstmaskiner.

Den kraftige forøgelse af landbrugsproduktionen efter 2. Verdenskrig skete i takt med udvidelsen af landbrugsarealerne og indførsel af nyudviklede kornsorter og husdyrracer. Forøgelsen af landbrugsproduktionen har ikke krævet flere ansatte; tværtimod er landbrugsbefolkningen blevet halveret i samme tidsrum pga. mekaniseringen. Landbruget er på samme høje mekaniseringsniveau som det amerikanske. Affolkningen af landdistrikterne har betydet, at landbefolkningen er blevet yderligere isoleret. Finansieringsselskaber har i mange tilfælde overtaget landbrugsbedrifterne.

Efter at Storbritannien indtrådte i EF i 1973 har det været vanskeligt at få afsat produktionen til rentable priser, og Australien har måttet omlægge dele af produktionen og søge nye markeder i USA, Japan og Kina.

Op mod 5 mio. km² indgår (2014) i de australske gårdes drift. Kun 4% er agerland, mens den resterende del udnyttes til græsning for de vældige fåre- og kvægflokke. For hver indbygger i Australien er der ca. 10 får og 1¹/₂ stk. kvæg. Landbrugenes størrelse og driftsform varierer meget. Ud over de naturgivne vilkår spiller transportforhold, fx afstanden til markedet, en stor rolle for gårdene. I gennemsnit er bedrifterne på ikke mindre end 2800 ha. Det spænder fra havebrug med grøntsager i Victoria på 10 ha til kvægbedrifter, cattle stations, i Northern Territory på over 300.000 ha. Overgræsning, forsaltning i forbindelse med kunstvanding og vanderosion er følgevirkninger af den øgede produktion, og der eksperimenteres mange steder med alternative landbrugsteknikker. Når de økologiske skader rammer så hårdt, skyldes det den ringe nedbør, de lange tørkeperioder og den næringsfattige jordbund med ringe evne til at holde på næringsstoffer og fugtighed.

Fiskeri er ikke af særlig stor betydning. De australske farvande er ikke så næringsrige og fiskerige som de europæiske; de har en stor artsrigdom, men det er vanskeligt at fiske på bestandene med industrialiserede metoder.

Hvalfangst var i koloniens første 50 år det væsentligste eksporterhverv, og frem til 1950 var der en betydelig hvalfangst med udgangspunkt i australske havne. Den sidste hvalfangststation blev nedlagt i 1978, da rovfangst havde ødelagt hvalbestandene, og ligesom de fleste andre lande indførte Australien fangstforbud.

Minedriften er både af gammel og ny dato. De store guldfund i 1850'erne og 1860'erne medførte et vældigt gold rush og en stor interesse for undergrunden. De store transportomkostninger til markedet i Europa betød imidlertid, at det ikke var rentabelt at udnytte de mindre værdifulde mineralforekomster såsom kul og jernmalm. Først efter oprettelsen af føderationen i 1901 etablerede selskabet Broken Hill Proprietary et australsk stålværk baseret på lokale kul og jernmalm.

Efter 2. Verdenskrig er transportomkostningerne på verdensmarkedet faldet betydeligt; især udviklingen af de meget store bulkcarriers har betydet, at man nu rentabelt kan fragte billige råvarer over verdenshavene. Siden 1960'erne er der gjort kolossale fund i Australien; nye geologiske efterforskningsmetoder har gjort det muligt at udforske de enorme øde egne, bl.a. fra fly. Australien er blevet selvforsynende med alle mineralske råstoffer og al energi, og det er en af verdens førende mineraleksportører. Udlandet er interesseret i Australiens malme, da lødigheden er høj, og malmene oftest er billige at bryde i åbne miner. Endvidere er mineproduktionen etableret på så sent et tidspunkt, at arbejdsmetoderne er højt automatiserede, og de fleste australske miner er som regel meget konkurrencedygtige. Især inden for minedrift er der sket en betydelig effektivisering, således at Australien i dag (2006) er verdens førende mht. produktion af malm pr. arbejdstime. Kulproduktionen tegner sig for ¹/₃ af minedriften, og landet er verdens fjerdestørste kulproducent (2012; efter USA, Kina og Indien). Olie- og gasproduktionen er i vækst, mens flere guldminer er lukket under indtryk af lave verdensmarkedspriser.

Energiproduktionen omfatter de fleste energiformer. Reserverne af stenkul og brunkul er meget store. Japan, der aftager halvdelen af eksporten, er med til at finansiere minedriften i New South Wales og Queensland. Brunkullene eksporteres ikke, men anvendes på stedet til elektricitetsfremstilling. Olie- og gasreserverne er mindre, men udnyttes både til lands og offshore. De fleste større byer er forbundet med gasrørledninger til felterne. Uranforekomsterne repræsenterer potentielt langt større energimængder end de øvrige; produktionen eksporteres. Vind- og solenergi burde have rige muligheder, men da staten er involveret i store kul- og olieprojekter, og da priserne på fossil energi er lave, har udviklingen af vedvarende energiprojekter været begrænset.

Australien er et gammelt kontinent; store dele er ældre end 545 mio. år (Prækambrium) og som følge af millioner af års erosion er Australien det fladeste af kontinenterne. Ud for den nordlige del af østkysten ligger det 2000 km lange Great Barrier Reef, verdens største koralrev. Langs østkysten løber den over 3000 km lange bjergkæde Great Dividing Range; Mount Kosciusko i sydøst er med sine 2230 m landets højeste punkt. Bjergkæden adskiller den smalle, frodige kystslette fra det store indland, der mod syd består af ret frugtbare flodsletter afvandet af bl.a. Murray-Darling-flodsystemet. Mod vest og nord ligger Outback det store, ørkenprægede indland med saltsøer, bl.a. Lake Eyre, og enkelte, stærkt eroderede bjergkæder. Mange af floderne her når ikke ud til havet og er kun vandførende efter stærke regnskyl. Tasmanien adskiller sig fra fastlandet ved at være frodigt og bjergrigt.

Australiens nordlige del har tropisk klima, resten er subtropisk; dog har Tasmanien tempereret klima. I den centrale del af landet er der fastlandsklima med store temperaturforskelle. Australien er det tørreste kontinent efter Antarktisk. Nedbørsgennemsnittet på 250 mm dækker over store variationer: I de tropiske kystområder kan der være en årlig nedbør på 2200 mm, mens der i den tørre, indre del kan gå år mellem regnbygerne.

I Nordaustralien findes der tropisk savanne og savanneskov med eukalyptus og akacier, på østkysten regnskov, subtropisk skov og savanne, mod sydvest maki, og mod syd tempereret regnskov med eukalyptus, bøg og træbregner. I det tørre indre går vegetationen fra græssteppe og busksteppe med lave, grågrønne akaciebuske (mulga) over i ørken. Landet har et særegent dyreliv, hvor pungdyrene er helt dominerende blandt pattedyrene, fx pungbjørnen koala og kænguruer. Mange fuglefamilier, fx emuen, er unikke for Australien eller det australske område, og der er mange papegøjer.

I et vidtstrakt land som Australien er det væsentligt for erhvervsudviklingen, at landsdelene står i god transportmæssig forbindelse med hinanden. Læs mere om transport i Australien.

Udenrigshandelen var indtil 2. Verdenskrig præget af det tidligere koloniale tilhørsforhold til Storbritannien. I begyndelsen af 1990'erne dominerer Japan og USA. Eksporten består mest af råstoffer og importen af færdigvarer. Japan har siden 1980 været den vigtigste handels- og samarbejdspartner. Siden 1984 har der været årlige møder på premierministerplan mellem de to lande for at justere handel, investeringer og andre former for fælles interesser.

Australien har administreret flere oversøiske områder. Det vigtigste, Papua Ny Guinea, blev selvstændigt i 1975. Ulandshjælpen er relativt beskeden (0,35% af BNP); størstedelen går til Papua Ny Guinea. Australien har siden 1911 haft permanente baser på Antarktis og er medunderskriver af Antarktistraktaten. Australian Antarctic Territory udgøres af de traditionelle australske krav i Antarktis, men i lyset af de internationale aftaler for dette område forfølges kravene ikke.

Læs mere om Australien.