Austen Henry Layard, 5.3.1817-5.7.1894, britisk arkæolog og politiker. Layard studerede først jura, men afbrød sine studier og rejste til det gamle Mesopotamien. Han ledede 1845-51 udgravningen af ruinhøjen Kalkhu (nuv. Nimrud); de opsigtsvækkende fund herfra blev sendt til British Museum, hvor de stadig hører til de mest værdifulde. 1849 blev han attaché i Konstantinopel, og i de følgende tre år fortsatte han sine udgravninger, både i Kuyunjik (det antikke Ninive) og Babylon. Resten af sit liv viede han til politik; han var i flere perioder liberalt medlem af Underhuset og besad lavere rangerende ministerposter.