Augustus Saint-Gaudens, 1848-1907, irsk-amerikansk billedhugger. Saint-Gaudens var en af 1800-t.s vigtigste billedhuggere inden for amerikansk kunst. Efter uddannelse på bl.a. Cooper Union og National Academy of Design i New York opholdt han sig i Rom 1867-70 og i Paris 1871-74. Hans produktion af skulpturer er omfattende og alsidig. Hans betydning er dog størst inden for mindesmærker, der motivisk kredser omkring den amerikanske historie og hovedpersoner i denne, gerne med tilknytning til Den Amerikanske Borgerkrig.