I august måned 2011 udbrød der optøjer i London og en række andre engelske storbyer. Optøjerne startede den 4. august i Londonforstaden Tottenham med en protestmarch mod, at politiet havde skudt en lokal mand, Mark Duggan. Duggans død førte til voldelige sammenstød med politiet og udviklede sig hurtigt til deciderede optøjer med ildspåsættelser, butiksplyndringer, smadrede butikker og biler. Efter kort tid, bl.a. gennem hurtig nyhedsspredning gennem sociale medier, bredte optøjerne sig til andre dele af London og en række andre større engelske byer. I alt fem mennesker blev dræbt og adskilligt flere såret, mens flere tusind demonstranter blev anholdt og retsforfulgt.

Optøjerne førte til megen debat om årsagerne blandt politikere, som pegede på en række faktorer såsom racespændinger, arbejdsløshed, faldende levestandard oven på finanskrisen og almindeligt sammenbrud af værdier blandt især den unge generation. Under et besøg i et af de ramte områder i London talte de to daværende politiske ledere af hhv. Storbritannien og London, David Cameron og Boris Johnson, om, at Storbritannien var broken; i deres optik et udtryk for sammenbrud af samfundets almindelige moralværdier, uden at de som politiske ledere vedkendte sig et medansvar for samfundsudviklingen og den økonomiske krise.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig