Auguste Sabatier, 1839-1901, fransk reformert teolog. Han tolkede religiøse begreber symbolsk og psykologisk (symbolofideisme) og betonede dermed den religiøse erfarings selvstændighed over for de eksakte videnskaber. Kants erkendelseskritik og Schleiermachers religionsbegreb indgår blandt forudsætningerne for Sabatiers hovedværk, Esquisse d'une philosophie de la religion d'après la psychologie et l'histoire (1897).