Auguste Escoffier

Faktaboks

Auguste Escoffier
født:
1846
død:
1935

Auguste Escoffier, 1846-1935, fransk køkkenchef og -skribent. Han reformerede organiseringen af det professionelle køkken og etablerede det franske køkkens dominans over international restaurantkultur ved sin udtømmende registrering af de fleste kendte retter. I 1903 udkom første udgave af Escoffiers Guide culinaire omfattende ca. 5000 opskrifter, mere en registrant af restaurantkøkkenets stade end en kogebog. Ma Cuisine fulgte i 1908; den indeholdt flere detaljer og nogle dagligretter til brug i privat husholdning.

Auguste Escoffiers aktive karriere strakte sig over mere end 60 år og bragte ham vidt omkring fra den første læreplads i Nice til Paris, Luzern, Monte Carlo og London med en afstikker som chefkok på kejser Vilhelm 2.s yacht. Hans virke i London, fra 1889 på Hotel Savoy i samarbejde med César Ritz og fra 1898 på Hotel Carlton, prægedes af hans kreativitet og organisationstalent. Fra denne periode stammer mange retter, som er blevet klassikere; Peach Melba er et eksempel.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig