August Sander

Faktaboks

August Sander
født:
1876
død:
1964

August Sander, 1876-1964, tysk fotograf. Som en af 1900-t.s betydeligste fotografer er August Sander kendt for sine nøgterne portrætter af det tyske folk under Weimarrepublikken.

Billederne udgør August Sanders livsværk, Menschen des 20. Jahrhunderts (Mennesket i det 20. århundrede), som blev påbegyndt ca. 1919. Med ambitionen om at skabe en encyklopædisk og komparativ dokumentation portrætterede han såvel fremtrædende som anonyme tyskere fra alle samfundslag i en enkel og realistisk billedstil, der på eksemplarisk vis skildrer markante typer for samtidig at lade individet træde i karakter.

I 1929 udkom 60 af August Sanders portrætter i bogen Antlitz der Zeit, men projektet blev aldrig fuldt realiseret, blandt andet på grund af modstand fra det nazistiske regime.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig