Aufbau-Verlag

Aufbau-Verlag, tysk bogforlag. Aufbau blev i 1945 grundlagt med sovjetisk licens og udviklede sig til DDRs førende skønlitterære forlag. Fra begyndelsen prioriterede man antifascistisk litteratur, bl.a. af eksilforfattere som Lion Feuchtwanger, Heinrich Mann, Anna Seghers og Arnold Zweig, som i vid udstrækning blev ignoreret i Vesttyskland.

Med tiden opdyrkede man også en egentlig DDR-litteratur med værker af fx. Erwin Strittmatter og Christa Wolf. Forlagets linje afspejlede den til enhver tid herskende kulturpolitik, den officielt ikke-eksisterende censur øvede censur, men med opfindsomhed og smidighed kunne forlaget også gennemføre udgivelser, der brød med den snævre partilinje.

Fra at have en monopolstilling med kæmpeoplag i DDR måtte Aufbau-Verlag efter den tyske genforening indstille sig på privatisering og markedsmekanismer. Dets fortsatte eksistens har været præget af kriser og trusler om insolvens, men i 1995 opnåede Aufbau en international succes med udgivelsen af Victor Klemperers dagbøger fra Det Tredje Rige, Ich will Zeugnis ablegen bis zum letzten, 1-2 (da. Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste, 2003).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig