Faktaboks

Audun Lysbakken

Audun Bjørlo Lysbakken

Født
30. september 1977, Bergen, Norge
Audun Lysbakken
Audun Lysbakken. Foto fra 2017.
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

Audun Lysbakken er en norsk politiker fra Sosialistisk Venstreparti (SV). Han var næstformand i partiet 2005–2012 og partileder fra 2012 til 2023. Han var minister i regeringen Stoltenberg i årene 2009–2012.

Audun Lysbakken kommer fra Bergen og var medlem af Bergens bystyre i perioden 1999–2000. Han var medlem af Stortinget 2001–2005 og igen fra 2009 (til 2025). Han var børne-, ligestillings- og inklusionsminister 2009–2012.

Lysbakken ledede partiet første gang ved valget i 2013, hvor SV fik 4,1 procent af stemmene. I 2017 fik SV 6,0 procent, og i 2021 7,5 procent af stemmene. Lysbakken har fået meget af æren for SV's fremgang. Han er kendt som en dygtig debattør, som taler forståeligt og direkte til vælgerne, og han er god til at fremlægge partiets politik.

Audun Lysbakken har studeret fransk og sammenlignende politik ved Universitetet i Bergen og har arbejdet som journalist. Han har bl.a. udgivet Frihet, likhet, farskap (2011) og Frihet sammen: En ny sosialisme for en ny tid (2015).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig