Faktaboks

Audrey Hepburn
Født
4. maj 1929
Død
20. januar 1993

Audrey Hepburn, Edda Hepburn-Ruston, 4.5.1929-20.1.1993, belgisk-amerikansk skuespiller. Audrey Hepburns Oscarbelønnede gennembrud i Roman Holiday (1953, Prinsessen holder fridag) blev et afgørende og modeskabende modstykke til tidens sexsymboler i amerikansk film.

Audrey Hepburn repræsenterede til at begynde med en næsten æterisk sødme i Sabrina (1954), War and Peace (1956, Krig og fred) og The Nun's Story (1959, Nonnen) og siden den internationale sofistikerede kvinde i Breakfast at Tiffany's (1961, Pigen Holly) og Charade (1963).

Hendes stjernekarriere blev kronet med rollen som Eliza i My Fair Lady (1964). Elizas sange blev dog indsunget af den rutinerede Marni Nixon (1930-2016), hvorimod Audrey Hepburns egen spinkle, men indtagende sangstemme høres i Henry Mancinis "Moon River" i Breakfast at Tiffany's.

Efter My Fair Lady filmede hun kun sporadisk og var de senere år frem til sin død ambassadør for UNICEF.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig