Atomium

Atomium, Atomariet, bygningsværk opført som vartegn for Verdensudstillingen i Bruxelles i 1958 (EXPO 58). Atomium, der er tegnet af ingeniør André Waterkeyn (1917-2005), er et 102 m højt bygningsværk, hvis ni sfærer symboliserer et jernkrystal forstørret 165 milliarder gange.

Der er adgang til fem af de ni sfærer, der hver måler 18 m i diameter. Adgang sker med elevatorer (i 1958 verdens hurtigste), trapper og rulletrapper i de 20 rør, som forbinder sfærerne, hvoraf den øverste tjener som udsigtsplatform.

Det var meningen, at Atomium skulle rives ned efter udstillingen, men det står der stadig og gennemgik 2004-06 en total restaurering.

Atomium er i dag den mest besøgte seværdighed i Bruxelles.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig