Athol Fugard, pseudonym for Harold Lanigan, f. 1932, sydafrikansk dramatiker, kendt for sine lange dialoger med analyser af apartheidsystemets psykologi. The Blood Knot (1961) skildrer spændinger mellem to sorte halvbrødre — en mørk- og en lyshudet. Boesman and Lena (1969) bruger farvede hovedpersoner som eksempler på fremmedgørelse. I "Master Harold"... And the Boys (1982) beskrives relationerne mellem en hvid teenagedreng og to midaldrende sorte tjenestefolk. Vejen til Mekka (1984, da. 1987) fik succes i Danmark takket være Bodil Udsens hovedrollepræstation. Fugards stykker har været vist i tv-versioner med forfatteren selv i centrale roller.