Athens demokrati

Demokrati var i oldtiden en omstridt og ofte kritiseret styreform og ikke som i moderne tid opfattet som et uomtvisteligt gode, som alle foregiver at stræbe efter. Men de athenske demokrater mente ligesom nutidens, at demokrati var uløseligt forbundet med idealerne frihed og lighed.

Det græske ord demokratia er sammensat af demos 'folk' og kratos 'vælde'. Demokraterne selv opfattede demos som "hele folket", dvs. alle borgere på folkeforsamlingen, hvorimod demokratiets kritikere, især filosoffer som Platon og Aristoteles, fortolkede demos som "det menige folk", dvs. det uvidende flertal af fattige, som på folkeforsamlingen af demagogerne kunne overtales til at udplyndre de velhavende og majorisere de veluddannede.

Demokraternes fundamentale ideal var frihed (eleutheria), som havde to aspekter: Den politiske frihed, dvs. alle borgeres ret til på skift at deltage i statens styrelse, og den personlige frihed, dvs. alle borgeres ret til at leve efter forgodtbefindende uden indblanding fra statsmagtens side. Ytringsfriheden var et vigtigt aspekt af den personlige frihed. Filosofferne opfattede den personlige frihed som et misforstået ideal, der førte mennesket væk fra livets egentlige mening: at finde og udfylde sin plads i samfundet.

Lighedsidealet byggede ikke på den antagelse, at alle var lige, skønt filosofferne gerne kritiserede demokraterne for dette synspunkt, men at alle skulle have lige politiske rettigheder (isonomia), specielt lighed i retten til at tale på de politiske forsamlinger (isegoria) og lighed for loven. Der var intet tilløb til at udvide lighedsbegrebet til også at omfatte økonomisk og social lighed.

Kilderne giver kun mulighed for en detaljeret rekonstruktion af demokratiets institutioner på Demosthenes' tid, dvs. i årene 355-322 f.Kr.

Borgerskab og borgerret. Borgerskab var arveligt og betinget af, at begge ens forældre var athenske borgere. Kun voksne athenske mænd havde politiske rettigheder; kvinder, fremmede og slaver var udelukket fra deltagelse i demokratiet. En athener blev myndig og fik borgerret, når han fyldte 18 år og blev indskrevet i sin fars kommune (deme), men først efter en toårig militærtjeneste fik han som 20-årig adgang til folkeforsamlingen. Fulde politiske rettigheder blev først opnået, når en mand var fyldt 30 år og fik lov til at deltage i lodtrækningen af lovgivere, dommere og embedsmænd. Der var i alt ca. 30.000 voksne mandlige borgere, hvoraf kun ca. 20.000 var fuldborgere over 30. Hele Attikas befolkning har på samme tid formodentlig været på 250.000-300.000.

Folkeforsamlingen (ekklesia). Alle athenere over 20 år havde taleret og stemmeret på folkeforsamlingen, som mødtes 40 gange om året under åben himmel på højen Pnyx over for Akropolis og i reglen var besøgt af mindst 6000 borgere. En folkeforsamling varede kun nogle timer. Den blev indkaldt af femhundredmandsrådets præsidium (prytanerne) og ledet af ni af rådets medlemmer (proedroi), som blev lodtrukket om morgenen ved mødets begyndelse. Debatten bestod i en række taler, der blev holdt af de politisk aktive borgere, og efter debatten stemte man ved håndsoprækning; de ni proedroi afgjorde ved et hurtigt skøn udfaldet. Athenerne skelnede mellem love (nomoi), som var generelle tidsubegrænsede normer, og dekreter (psefismata), som var individuelle tidsbegrænsede normer. Folkeforsamlingen kunne ikke vedtage love, men kun ved dekret træffe afgørelse om udenrigspolitik og om alle vigtige indenrigspolitiske anliggender.

De edsvorne lovgivere (nomotheter). Blandt borgere over 30 år udtog man hvert år ved lodtrækning et panel på 6000 edsvorne, som i ét år fungerede dels som lovgivere (nomotheter) og dels som dommere (dikastai). Når der skulle gives en lov (nomos), nedsatte man for én dag et nomothetkollegium på fx 1000 mand, der var udtaget ved lod blandt de 6000, og de stemte ved håndsoprækning om alle ændringer af Athens lovkorpus, dvs. Solons love fra 594 f.Kr., der var blevet revideret og nykodificeret i 403 f.Kr.

Folkedomstolen (dikasterion) indkaldtes ca. 200 dage om året. På en retsdag blev der om morgenen blandt de 6000 edsvorne ved lodtrækning udtaget fx 2000 nævninger, og de blev så fordelt på fx fire domstole à 500 mand, som hver under en embedsmands forsæde skulle høre og pådømme en proces. Folkedomstolene pådømte ikke blot private tvistemål og straffesager, men også alle politiske processer, og de kontrollerede embedsmændene og folketalerne. De to vigtigste politiske procestyper var den offentlige proces for lovstridigt dekretforslag (graphe paranomon), der var rettet mod folketalerne, og anmeldelse til folkeforsamlingen for forræderi og bestikkelse (eisangelia), som især blev benyttet mod strategerne.

Embedsmænd (archai). Foruden de besluttende forsamlinger (folkeforsamlingen, nomotheterne og folkedomstolene) havde athenerne også ca. 1200 embedsmænd, som hvert år blev udpeget blandt de borgere over 30 år, der meldte sig som kandidater. Ca. 100 embedsmænd, heriblandt de ti strateger, blev valgt på folkeforsamlingen ved håndsoprækning, og de kunne genvælges. De andre ca. 1100 blev lodtrukket, dels medlemmerne af femhundredmandsrådet og dels ca. 600 andre embedsmænd, der ofte fungerede i timandskollegier. Embedsperioden var et år, og blandt de 600 embedsmænd måtte ingen lodtrækkes til samme embede to gange. Før tiltrædelse skulle alle embedsmænd undergå en prøvelse for folkedomstolen (dokimasia), og når de ved årets slutning nedlagde deres embede, skulle de aflægge regnskab for folkedomstolen (euthynai). Embedsmændenes opgave var dels at indkalde og lede de besluttende forsamlinger og dels at sætte de trufne beslutninger i værk. Derimod kunne embedsmændene ikke selv træffe beslutninger i andet end rutinesager.

Femhundredmandsrådet (boule) var langt det største og vigtigste af embedskollegierne. Attika var opdelt i ti distrikter (fyler); rådet var sammensat af 50 mand fra hvert distrikt, og de skulle på skift fungere som forretningsudvalg (prytaner) for hele rådet ¹/₁₀ af året. Hele rådet skulle så igen fungere som folkeforsamlingens forretningsudvalg. Rådet mødtes på alle hverdage i rådhuset (bouleuteriet) på Agora og forbehandlede alle de forslag, som folkeforsamlingen skulle drøfte og stemme om.

Embedskollegierne. Blandt de andre embedsmænd var de vigtigste de ti strateger, der kommanderede Athens hær og flåde, bestyrelsen for Det Theoriske Fond (se theorika), der i midten af 300-t. var Athens vigtigste finanskollegium, og endelig de ni archonter, der indkaldte og præsiderede over folkedomstolene og administrerede de store kultfester, fx Panathenæerfesten på Athens skytsgudinde Athenas fødselsdag samt Dionysosfesterne, hvorunder man opførte tragedier og komedier.

De aktive borgere. Embedsmændene tog ingen politiske initiativer, og det var menige borgere, som på eget initiativ skulle indbringe og forelægge dekretforslag for folkeforsamlingen, lovforslag for nomotheterne og retssager for folkedomstolen. Til enhver tid har der nok været henved 1000 borgere, som var aktive som folketalere, forslagsstillere og offentlige anklagere, men blandt dem var der en lille gruppe på en snes folketalere, der næsten professionelt drev politik. De blev enten kaldt talere (rhetores) eller politisk aktive (politeuomenoi). Politiske partier fandtes ikke, og folketalerne måtte samle skiftende flertal for deres forslag. Store folketalere som fx Demosthenes kunne dog dominere folkeforsamlingen og i en årrække sikre sig en næsten ubestridt lederstilling.

Areopagosrådet. Som et levn fra arkaisk tid opretholdt man Areopagosrådet, hvor alle archonter efter endt embedsperiode sad resten af livet. Rådet må have haft omkring 150 medlemmer med en gennemsnitsalder på ca. 55 år. Oprindeligt var det Athens mægtigste politiske forsamling. I 400-t. blev rådet reduceret til en domstol i drabssager, men i forbindelse med forsøgene i 300-t. på at genskabe en mere konservativ form for demokrati overlod man igen Areopagosrådet en vis kontrol med lovgivning og politiske retssager.

Diæter. Borgerne fik betaling for deltagelse i folkeforsamlingen, nomothetkollegierne, folkedomstolene og femhundredmandsrådet, og ved de store kultfester fik de også diæter for fremmøde. Kun få af embedsmændene fik løn, men mange fik sportler i stedet, dvs. et honorar for de opgaver, de udførte for staten og borgerne. Folketalere og forslagsstillere fik ingen betaling, og de, der forsøgte at slå mønt af deres politiske initiativer, blev stemplet som sykofanter (stråmænd) og ofte straffet.

I 510 f.Kr. blev tyrannerne fordrevet fra Athen, og efter en kort magtkamp mellem aristokraterne lykkedes det i 507 Kleisthenes med støtte fra folkets flertal at få indført en form for folkestyre. Magtens centrum flyttedes fra de valgte embedsmænd til folkeforsamlingen, folkedomstolen og det nydannede femhundredmandsråd. Kleisthenes' vigtigste reformer var en nyopdeling af Attika i ti distrikter (fyler) og 139 kommuner (demer), en bestemmelse om, at man var borger i kraft af sit medlemskab af en deme, samt dannelsen af et råd på 500 medlemmer, der blev udpeget ved lodtrækning og fordelt på demerne i forhold til deres borgertal. For at undgå en gentagelse af magtkampen 510-08 gav Kleisthenes også en lov om landsforvisning af en politisk leder ved folkeafstemning på potteskår (se ostrakisme).

I de næste 100 år blev det nye demokrati befæstet ved en række yderligere reformer. I 501 blev ledelsen af hær og flåde overført til et kollegium på ti folkevalgte strateger, og ved Efialtes' reformer i 462 fratog man Areopagosrådet alle dets politiske beføjelser og fordelte dem på folkeforsamlingen, femhundredmandsrådet og folkedomstolen. Frem til 404 var det folket på folkeforsamlingen, som var øverste lovgivende, dømmende og udøvende myndighed.

Fra ca. 460 og til sin død i 429 stod Perikles i spidsen for demokratiet. På hans initiativ begyndte man at betale borgerne for at virke som dommere og rådmænd, og herved fik selv de fattigste borgere mulighed for at udøve deres politiske rettigheder. Da athensk borgerskab nu var et eftertragtet privilegium, fik Perikles i 451 også vedtaget loven om begrænsning af borgerrettighederne til dem, hvis forældre begge var borgere.

Nederlagene i Den Peloponnesiske Krig (431-404) medførte en voksende opposition mod demokratiet, og to gange lykkedes det de antidemokratiske kliker i nogle måneder at få indført en oligarkisk forfatning. I 411 indførtes et moderat oligarki under De Firehundrede, i 404-03 et radikalt oligarki med al magt samlet hos en junta, der hurtigt gjorde sig fortjent til sit tilnavn "De Tredive Tyranner". I 403 blev demokratiet genindført i modificeret form med færre beføjelser til folkeforsamlingen og flere til de edsvorne lovgivere og dommere. Man skabte myten om "det fædrene demokrati" (se patrios politeia), et "guldalderdemokrati" som skulle være indført af Solon i 594, genindført af Kleisthenes efter tyranniet, men fordærvet af falske folkeforførere især under Den Peloponnesiske Krig. Flere moderate reformer i 300-t. tilstræbte en tilbagevenden til dette "fædrene soloniske demokrati", men forfatningsudviklingen blev afbrudt, da makedonerne afskaffede demokratiet efter Athens nederlag i Den Lamiske Krig i 322.

Fra 322 f.Kr. og til ca. 1850 e.Kr. var det athenske demokrati næsten glemt, og når det blev omtalt, samledes interessen om det mytiske soloniske demokrati, der var kendt fra Plutarchs Solonbiografi og fra Aristoteles' Statslære. Først med historievidenskabens fødsel ca. 1800 begyndte man seriøst at rekonstruere det klassiske athenske demokratis institutioner ud fra kilder som Thukydid, Demosthenes og genfundne indskrifter på sten. Fra ca. 1850 blev den nye historiske viden koblet sammen med en spirende interesse for demokrati som statsform, nu blot udformet som et repræsentativt parlamentsdemokrati og ikke længere som et direkte forsamlingsdemokrati.

Hovedkilderne til Athens demokrati er over tusinde indskrifter på sten fra 400- og 300-t. f.Kr., mere end hundrede bevarede folke- og retstaler fra 300-t. f.Kr. samt Aristoteles' skrift Athenernes Statsforfatning, som gik tabt ved oldtidens slutning, men i 1890 blev genfundet i Egypten.