AstraZeneca er en global lægemiddelvirksomhed med hovedsæde i Cambridge, Storbritannien. Virksomheden har centre for forskning og udvikling i Cambridge, Storbritannien, Göteborg, Sverige, og Gaithersburg, Maryland, USA.

AstraZeneca opstod i 1999 som resultat af en fusion mellem svenske Astra AB (grundlagt i 1913) og britiske Zeneca Group (tidligere en del af ICI, grundlagt i 1926). Den er blandt de større lægemiddelvirksomheder i verden med ca. 70.000 ansatte (2021).

Virksomheden har udviklet medicin inden for otte behandlingsområder: Mave-tarm-sygdomme, hjerte-kar-sygdomme, diabetes, sygdomme i centralnervesystemet, respiratoriske sygdomme, inflammation, kræft samt infektionssygdomme.

En række af AstraZenecas bedst sælgende produkter løb af patent i 2010’erne og virksomheden omorganiserede og fokuserede på færre terapiområder, foretog opkøb og indgik flere partnerskaber.

I 2014 afviste AstraZeneca efter flere budrunder at lade sig købe af Pfizer Inc. Købet ville have gjort Pfizer til verdens største lægemiddelvirksomhed, og ved at lade sig registrere i Storbritannien ville virksomheden have fået mulighed for en lavere beskatning end den amerikanske af sine globale indtægter. Opkøbsforsøget skabte negative politiske reaktioner både i USA, hvor præsident Barack H. Obama var kritisk overfor hvad han kaldte ‘corporate deserters’, og i Storbritannien, hvor de to virksomheder blev bedt om at forklare sig ved parlamentshøringer.

AstraZeneca besluttede sig for at fortsætte på egen hånd, og virksomhedens økonomi har siden stabiliseret sig bl.a. takket være stor omsætning af Tagrisso (osimertinib), som er et lægemiddel mod lungekræft.

AstraZeneca samarbejdede med Oxford Vaccine Group ved universitetet i Oxford om udviklingen af en vaccine mod COVID-19 og opnåede britisk nødgodkendelse i slutningen af december 2020. Der er tale om en ikke-replikerende viral-vektor-vaccine. Den er godkendt i Danmark til personer over 16 år og har en effekt på ca. 60 procent.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig