Assyrien. Relief fra kong Sargons palads i Dur Sharrukin, nuværende Khorsabad i Irak, ca. 705 f.Kr.; Louvre, Paris. Helten er vist som en gigantisk figur med tre hårkrøller i hver side, mens løven er meget lille. Kampen mellem det gode og det onde i denne og i den mytiske verden skulle sikre stabiliteten og balancen i verdensordenen. Denne kamp blev opfattet som en duel mellem de førende repræsentanter for hver kategori. I denne verden var det menneskets konge versus dyrenes konge, løven; i den mytiske verden var det kampen mellem den kongelige heros og løven eller dens mytiske udgave, løvedragen. Begge motiver kendes fra verdens ældste billedkunst fra Sumer, ca. 3500 f.Kr. Den mytiske version af kampen kendes fra den europæiske kulturkreds i motivet om Sankt Jørgen og dragen. Relieffet er tidligere fejlagtigt tolket som en fremstilling af Gilgamesh.

.

Assyrien - litteratur, Der findes en del ansatser til en assyrisk litteratur, men litteratur importeret fra Babylonien var toneangivende.

De assyriske kongers beretninger om deres felttog og tempelbyggerier er ofte meget poetisk udformede, og sætningerne ender gerne i skanderede versefødder.

Teksterne er udtryk for stærk nationalfølelse, der knyttede sig til kongen snarere end til landet og folket.

Kongen var på sin side underlagt guden Assur, og der findes tekster udformet som breve både fra Assur til kongen og fra kongen til sin overherre. Desuden er der bevaret en del hymner og bønner til både babyloniske og assyriske guder. Endelig kendes nogle få lyriske og elegiske digte. Alle disse tekster er fundet i jammerlige stumper i de assyriske kongers og embedsmænds biblioteker.

Man har desuden haft kærlighedssange, som blev sunget ved kulten for gudinden Ishtar, men kun en fortegnelse er bevaret.

Læs mere om Assyrien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig