Asser Rig

Asser Rig, d. ca. 1148, sjællandsk stormand, søn af Skjalm Hvide og en af sin tids mest magtfulde mænd med tæt tilknytning til kongemagten.

Asser Rig blev opdraget sammen med Erik 1. Ejegods søn Knud Lavard. Han var far til Esbern Snare og Absalon, den senere ærkebiskop, og fosterfar for Knuds søn, den senere Valdemar 1. den Store.

Asser Rig opførte en kirke i tilknytning til sin gård Fjenneslevlille ved Ringsted (se Fjenneslev Kirke). Sammen med sine brødre Ebbe og Toke Skjalmsen stiftede han et benediktinerkloster i Sorø, hvor han som munk endte sine dage.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig