Aslak Harniktsson Bolt, ca. 1375-1450, norsk ærkebiskop. Som Erik 7. af Pommerns kancelliskriver blev Bolt 1407 biskop i Oslo, men derefter forflyttet til Bergen bispestol. I 1428 valgtes han til ærkebiskop i Trondheim. Han støttede Baselkoncilet 1431-49, hvis repræsentations- og valgretsidéer præger et udateret udkast fra 1436/38 til på aristokratisk grundlag at forny Kalmarunionen, som Bolt også støttede. Han ønskede en forsonlig kurs mod hanseaterne i Bergen. Efter Christoffer 3. af Bayerns død synes Bolt at have haft svenske sympatier. Han lod sig dog i juni 1449 friste af det danskorienterede rigsrådsflertal til håndfæstningsforhandlinger med Christian 1. af Danmark i Marstrand. Kongen udpegede ham til norsk rigsforstander nordenfjelds. Efter en strid med Hartvig Krummedige (d. 1476) brød Bolt dog med danskepartiet og kronede 20.11.1449 i Trondheim Karl Knutsson til norsk konge. Bolt kan næppe, som han siden påstod, have følt sig truet til at støtte Christian 1. Han medbragte således kirkens frihedsbreve til forhandlingerne i Marstrand, hvis resultat måske har skuffet ham. I Karl Knutssons håndfæstning, der var formuleret af Bolt, kommer Bolts kirkeprogram tydeligere frem.