Faktaboks

Askov Kirke
Sogn
Askov Sogn
Provsti
Malt Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Vejen Kommune
Askov Kirke

Askov Kirke er opført efter tegning af arkitekten Rolf Schroeder. Kirken er bygget i mørke, røde mursten. Det høje tårn har øverst et konvekst pyramidespir. Foto: 2011.

Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Askov Kirke er en sognekirke, der ligger ved en dam i den nordlige del af Askov. Kirken blev opført som valgmenighedskirke i 1899-1900. Det blev en almindelig folkekirke ved valgmenighedens nedlæggelse i 1972.

Kirkegård

Kirken ligger på en lille kirkegård, som omkranses af bøgehække. Øst herfor ligger der et større, nyere kirkegårdsafsnit. Hovedindgangen til kirkegården er en port umiddelbart sydvest for kirken.

Kirkebygning

Kirken er opført efter tegning af arkitekten Rolf Schroeder og er inspireret af oldkirkeligt byggeri. Kirken, som er bygget i mørke, røde mursten, består af et treskibet langhus med en apsis i øst og et tårn over midtskibets nordvestre hjørne.

Den høje apsis, der er uden åbninger, smykkes af lisener (murfremspring i søjleform) og øverst rundbuefriser. Kirken er indvendig ret mørk, fordi sideskibenes vinduer blot er små kvadratiske glugger med farvet glas. Højkirken, altså det øverste af kirkerummet, belyses i hver side af fire grupper med hver fem rundbuede småvinduer.

Det høje tårn, der kan minde om italienske kampaniler, har øverst et konvekst pyramidespir.

Indvendigt er kirkerummet særligt præget af kontrasten mellem de røde mursten på murenes lavere dele, på buerne der adskiller hovedskibet fra sideskibene, og søjlerne der går til loft, og så de hvidkalkede afsnit på murenes øvre dele. Øverst, lige under det grønmalede loft, ses en interessant frise med bevingede englehoveder.

Inventar

Askov Kirke
Kirkerummet i Askov Kirke. Kirken blev indvendigt gennemgribende istandsat i 1999 under ledelse af Alan Havsteen-Mikkelsen, som bl.a. også har tegnet det nye orgel. Foto: 2017.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens inventar er overvejende fra kirkens opførelsestid, bl.a. er alterbordet og det tilhørende kors herfra fra denne tid, hvilket også gælder den grå granitdøbefont, mens den karakteristiske murede prædikestol med keramiske relieffer af evangelisternes symboler er fra 1939.

Kirken blev gennemgribende istandsat i 1999 under ledelse af arkitekten Alan Havsteen-Mikkelsen, som bl.a. har tegnet det nye orgel.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig