Askov Højskole. Efter en større ombygning i 1958 ligger bygningerne samlet omkring et stort grønt område. Spisesalen ses til venstre, tårnet til højre rummer undervisningslokaler samt en musik- og foredragssal.

.

Erik Henningsen. I Askov Højskoles foredragssal har Erik Henningsen malet forstanderen ved vinterskolens afslutning i 1902. I dagens anledning er Ludvig Schrøder flankeret af sin hustru og datter og bag dem de faste lærere Heinrich Nutzhorn, Jacob Appel (stående), Poul la Cour, H.F. Feilberg (i forgrunden) og Poul Bjerge. Den lille pige er datterdatteren Margrethe, kaldet Pip (1895-1971), der blev gift med C.P.O. Christiansen. Desuden ses skolens naboer og venner.

.

Den gamle Askov Højskole før ombygningen. Dette postkortbillede giver indtryk af et storslået bygningskompleks. Askov Sløjdlærerskole var også en del af komplekset i årene 1886-1974, men den var privatejet.

.

Askov Højskole, beliggende mellem Kolding og Esbjerg nær Vejen, blev grundlagt 1865 som en videreførelse af Danmarks første folkehøjskole, Rødding Højskole, oprettet 1844 i Rødding i Sønderjylland på initiativ af Christian Flor. Lærerkredsen med Ludvig Schrøder som forstander ønskede efter tabet af Sønderjylland i 1864 arbejdet fortsat nord for grænsen.

Men Askov blev noget nyt. Hvad der især skulle give Askov Højskole dens særpræg, var indførelsen af den "udvidede" højskole fra 1878. Der kunne nu på vinterskolen tilbydes en udvidet fagrække beregnet først og fremmest for elever, mandlige og kvindelige, som tidligere havde været på andre højskoler; det blev således muligt at tiltrække højt kvalificerede lærerkræfter som fysikeren og opfinderen Poul la Cour, hvis vindmølleforsøg blev banebrydende. La Cour overførte i sin undervisning højskolens historiske synsmåde på naturvidenskaberne og lagde grunden til en naturvidenskabelig tradition, som blev fortsat af bl.a. den senere forstander Jacob Appel samt efterfølgeren J.Th. Arnfred.

Der kom i stigende grad elever til Askov Højskole også fra andre samfundslag end bondestanden. Og fra andre lande, først og fremmest Norge og Island, søgte mange til Askov, hvor man talte folkenes sag og støttede kravene om politisk og sproglig frigørelse som vejen til ægte fællesskab mellem folkene.

Med baggrund i den udvidede højskole skabtes med tiden et anseeligt bibliotek, som fortsat er et vitalt led i skolens arbejde, først og fremmest på de lange kurser af tre, fire eller seks måneders varighed, hvor elever med stadig mere alsidige og uddannelsesmæssigt bedre forudsætninger stiller nye og større krav til en udvidet undervisning. Formålet er nu som før livsoplysning — om tilværelsens grundvilkår — og folkelig oplysning om tidens og samfundets vigtigste spørgsmål. Ved siden af de lange kurser arrangeres en række kortere kurser, specielt i sommermånederne. Gennem årene har Askov Højskole været rammen om mange møder og konferencer samt udgangspunkt for væsentlige initiativer af både politisk og kulturel karakter.

Askov Højskoles hjemmeside

Kommentarer (2)

skrev Hans Bendix Pedersen

Skolens juridiske navn er i dag: Askov Højskole og Efterskole S/I.
Der blev i 2001 oprettet en efterskole med en opstart på 35 elever; efterskolen er i dag normeret til 120 elever så artiklen burde revideres.

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Når vi får tilknyttet en fagansvarlig til kategorien, vil vi bede vedkommende opdatere artiklen.
Venlig hilsen
redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig