Asien - sprog

Ud over de ovennævnte er der en række sprogætter, der er tæt knyttet til eller udelukkende tales i denne verdensdel: altaiske sprog, kinesisk (eller sinitiske sprog), tibeto-burmesiske sprog, taisprog, austronesiske sprog (tidligere malajo-polynesiske sprog), austroasiatiske sprog (tidligere mon-khmer) og endelig dravidiske sprog. Dertil kommer nogle sprog, som tilsyneladende ikke hører til i disse grupper.

Altaiske sprog er en forsøgsvis opstillet sprogæt, der langt fra er accepteret af alle lingvister. Den rummer tungusiske sprog i Østsibirien med enklaver af mandjurisk i Nordkina, tyrkiske sprog i Lilleasien, Centralasien og NØ-Sibirien samt mongolske sprog i Mongoliet og det kinesiske Mongoli. Man har formodet, at koreansk tilhører den altaiske æt, og denne æt ønskes af nogle lingvister udvidet med japansk.

Kinesisk består af en række såkaldte dialekter, som også kaldes sinitiske sprog. Det vigtigste sinitiske sprog er mandarin (med putonghua eller moderne standardkinesisk), der tales af 65% af Kinas befolkning. Det er således verdens mest talte sprog.

Tibeto-burmesiske sprog tales i Tibet, i Myanmar (Burma), i tilgrænsende områder og i lommer i Vestkina. Karensprogene i Myanmar og miao-yao (hmong-man) i Guizhou og på den indokinesiske halvø minder i struktur om tibeto-burmesiske sprog. Nogle lingvister henfører dog miao-yao til austro-tai.

Taisprogene tales på den indokinesiske halvø og i Sydkina. De vigtigste taisprog uden for Kina er siamesisk eller thai i Thailand, lao eller laotisk i Laos og Nordøstthailand samt shan og khamti i Myanmar. En mellemstilling mellem tai og de austronesiske sprog indtager kadaisprogene, der blev sammenstillet af amerikaneren Paul Benedict i 1942. Det er li eller hlai på Hainan og tre sprog i grænseområdet mellem Kina og Vietnam.

Austronesiske sprog findes i et udstrakt område. De tales i SØ-Asien og på Taiwan og endvidere på Madagaskar og i hele Stillehavsområdet. I Malaysia og Indonesien tales hhv. bahasa malaysia og bahasa indonesia, der er stort set samme sprog, og som under ét kaldes malajisk. Lighedspunkter med austronesisk fremviser sprogene jakun, sakai og semang i Vestmalaysia.

Austroasiatiske sprog på det sydøstasiatiske fastland består af sprogfamilierne mon-khmer, nicobariske sprog og munda. Mon-khmer er sprogene mon eller talaing i Myanmar, khmer eller cambodjansk i Cambodja og i den sydlige del af Vietnam samt vietnamesisk. Hertil kommer en lang række bjergsprog, hvoraf kun kammu i det nordlige Laos og tilgrænsende områder har mange talere. Mundasprogene tales i store lommer i de centrale indiske provinser syd for Ganges mellem Gangesdeltaet og floden Narmada og omfatter bl.a. santali og mundari.

Dravidiske sprog tales i hele Sydindien samt i enklaver nordpå i Pakistan og i Sri Lanka. Til disse sprog hører bl.a. tamil, telugu og malayalam.

Nogle sprog, som ikke med sikkerhed kan placeres genetisk, er det næsten uddøde ainu i det nordligste Japan og på Sakhalin, giljakisk på Sakhalin og ved Amur, luoravetliske sprog i Sibiriens yderste nordøstlige hjørne og jakagir i en lille lomme vest for luoravetlisk og ket (Jenisej-ostjakisk) ved Jenisej. Et genetisk isoleret sprog er burushaski i Hunza.

• Asien